18 / 100
HOLBERG OG TEATRET
13
Geske igennem, hvilket ikke direkte har kunnet more hende. Holberg lader
hende derfor hævne sig paa den Skyldige, ham selv. Alene Titlen er hende
viderværdig: »Le fondeur d’étain politique«, baade paa Fransk og Dansk giver
den hende Afsmag.
I den omtalte Monolog har vi i det hele Realiteterne inde paa Livet.
I Dag,
hedder det, opfører man »Den politiske Kandestøber«. Dagen er en Fredag,
erfarer man andetsteds, og Fredag var netop blevet en af de faste Teaterdage.
Fra Holbergs Haand er den omtalte Passage ellers en velstilet Tekstreklame
»Man roser saa meget disse Danske Komedier,
men hvor gode de end er, saa kan
jeg for min Død ikke lide dem . . . jeg veed ikke selv hvorfor« - og han lader
Kandestøberen anbefales med Garanti som et smukt Stykke. Lucilia ønsker
det oversat til Fransk. I Monologen fra første Akt svæver hun selv mellem det
Franske og Danske og foretrækker de to Sprog skiftevis. Saaledes selvfølgelig
Chefen selv og de tre franske Københavnere i Grønnegade, Direktricen, hendes
Cousin og hendes Cousine (Helene Coffre). Der har raadet et elskværdigt Babel
paa Teatret i dets kaotiske Vaar.
Holberg markerer Lucretias mangesidige Stilling - som Datter, Moder,
Enke, selvraadig Kvinde i uafhængig Position med Husstand - hendes franske
Butik er en aaben Bod med lokkende udstillede Galanterivarer, Kniplinger,
Baand og Vifter, lutter galante Sager. Interieuret akkompagnerer Spillet.
Vi har omtalt den komplicerede Marthe i »Jean de France«, baade bastant
københavnsk og en opfindsom fransk Kammerpige, Blanding af den anholtske
Kokkemø og den franske Aktrice. I Pernillerne videreføres det franske Væsen,
en kvik letfærdig Tunge og noget fritlevende, erotisk-betonet - ligesom Pilloy
øjnes i »Mascarade«s Trængsel af de galante Herrer i Capions Danse- og Spille
hus. Modsat prægede, meget ærlige danske Piger er de solide og hjemmegjorte
som Jean’s Fæstemø Elsebeth og 1001 Nats-Barberens Marie, durabelt Afkom
efter Økonomiens og Moralens borgerlige Haandhævere.
Hvor havde vel Holberg her selv sit Hjerte henne ? Ikke hos de velmeriterede
Jomfruer, af hvem der var stort Udbud. Men som en Selvfølge, vil man tro,
hos Teaterchefens geniale Frue. Følsomme Traade spinder sig mellem en stor
Dramatiker og den store Skuespillerinde, der giver hans Børn Scenens Liv.
Enhver, der er fortrolig med Kontakten mellem en Skuespilforfatter og Teatret,
vil kunne føle, at »Den Vægelsindede« er skrevet med Skuespillerindens Udførelse
i Tankerne, og at Digteren har været henrevet af Fruens Geni paa samme Vis
som J. L. Heiberg, Henrik Hertz, H. C. Andersen af Johanne Luise Heibergs.
Et halvt Aar senere skrev han Pernille i Den Stundesløse, Prototypen af den
intelligente og vittige Pige, Forgrundsfigur i Spillet. Man synes at kunne udlede
Inspirationen til den dominerende Intrigante fra Mme Montaigus Talent. Des
uden aner man, hvor Holbergs Hjerte var blevet af her i Sensommeren.