17 / 100
1 2
HAN S BRIX
er Enke, erotisk men decideret uægteskabelig - hos Molière findes ingen saadan
Kvinde, Célimène i »Misantropen« er kun den halve Del af hende. Hun er en
kvindelig Proteus, en Kamæleon med spillende Farveskifter og smældende
Tunge. I Lighed med Célimène er Lucretia en meget charmant ung Dame,
men med Luner. Hun er begavet, aandfuld, slagfærdig og kultiveret; hun er
smuk, velstillet og af Familie. Den kvikke Københavnerinde Abelone føler sig
som en Bondepige i hendes Selskab, og en elegant udenlandsk Kavaler bukker
straks under for hendes bedaarende Person: »alt det som var paa hende levede«.
Hun har fri Manerer, et fortroligt Væsen, søde Miner og Elegance. Holberg
har sat noget ind paa denne erotiske Stjernes flimrende Straalespil.
Men Damen kan ogsaa lukke sig komplet til. Da Kavaleren i 5. Akt (fejl
agtigt indlemmet i 4.) møder op med et lille Orkester for at bringe hende en
Natmusik, bliver hun rasende: »Mener I at jeg er nogen Skøge?« Man begriber
hende egentlig godt - hun har ladet sine Ynder spille i hans Selskab, men Na
boerne! Dem har hun ikke tænkt paa, da hun modtog hans galante Tilbud om
en Serenade. Men saa kan hun jo ogsaa være sur og bigot. Komedien er, om
end teknisk ufuldkommen, g jo rt med Geni. Men symmetriseret helt over i det
geometriske er baade hun. og hendes Omgivelser, Komparseriet, arrangeret
som Kulisserne i det gammeldags Teater. Holbergs metodiske Logik er næsten
færdig at aflive den ekstravagante Nymfe, men hun staar sig. Charmante franske
Damer kender han fra Molière, det menneskelige Menneske gør han sig til af
at have Rede paa fra Livet selv. Det lette Blod, de skiftende Livsbelysninger
mellem Sol og drivende Skyer, det tvesprogede, hvis Fransk-Danske akkom
pagnerer Omslagene i hendes Vægelsind, alt stemmer nok saa nydeligt med
Montaigu-Teatret. Ogsaa i et Par senere Arbejder slaar Teaterluften os i Møde,
men ikke saa oplagt i Inspirationen som her. Denne Konenatur, Enkenatur,
Kvindenatur er helt rodfæstet i Teatrets Grund. Figuren er Fru Marie Magda-
lenes levende Æresrunde i dansk scenisk Kunst.
Holberg lader, som naturligt er, det aktuelle Teater optage en Plads i den
livsglade Lucretias Hjerte. Han fulgte her i det franske Lystspils Fodspor ved
at tale Teater fra Teatret. Man maa agte paa, hvor nær ind paa Livet man faar
Grønnegade-Sensationen og selve Husdigteren ved de lette Improvisationer
omkring det ny dansk-franske Teater fra dets egen Scene i Lucretias og Apicius’
Replikker. I tredje Akt inviterer den galante midaldrende Ungkarl og Leve
herre Apicius Enken paa Komedie. Hun vægrer sig. De er saa simple i deres
Mund derhenne, de bander vederstyggeligt. Og forinden har Lucilia i første
Akt monologisk fremsat sine Tanker om Holbergs berømte Debutarbejde, som
hun finder alt for simpelt.
Sandt at sige: »Den politiske Kandestøber« har virkelig ikke Gnist af Kvinde
tække. Til Trods derfor havde Fru Montaigu maattet trække den bastante Madam