13 / 100
8
HANS BRIX
Operaen betegner han med Modvilje, som »un monstre harmonieux«.
I den følgende Tid har Montaigu, der var 61 Aar og gift med den næppe
trediveaarige Skuespillerinde fra Hoftruppen Marie Magdalene la Croix, dansk
født, men fransk af Herkomst, sammen med Capion og sikkert visse fremra
gende Kunstvenner undfanget Planen om paa Ruinerne af den franske troupe
ved Tilførsel af nyt Blod fra den danske akademiske Verden at danne et dansk
Skuespillerselskab, der skulde opføre dansk Komedie i Capions nyopførte Etab
lissements Teatersal.
Projektet maa fra sit første Gry have berørt Spørgsmaalet om Skuespillere
og Repertoire, hvilket vil sige, at dansk Kulturs førende Personligheder maa
være taget paa Raad. Montaigu kan have fattet Tanken om at søge Asyl i Capions
Lokaler for franske Forestillinger; Stiftelsen af et dansk-fransk Selskab kan med
Sandsynlighed henføres til Fr. Rostgaard. Fra Rostgaard, Departementschefen,
har en slagen Vej kunnet føre til Professor-Digteren og Studenterne.
Ingen Overlevering meddeler direkte Vidnesbyrd om Sammenhængen. Men
Konturen af tre Søstre og store Fruer, og med dem deres altformaaende Ægte-
mænd, øjnes bag Realiseringen af det danske Teater i de nye Selskabslokaler.
De tre Damer var Storkansleren Conrad Reventlows tre Døtre: Landets Dron
ning Anna Sophie, hendes ægte Halvsøster Christine Sophie og begges uægte
Halvsøster Conradine. Den første nylig gift med Kong Frederik IV, den anden
gift med Kultusministeren, Storkansler Holstein, den tredje gift med sammes
Departementschef ovenfor nævnte Fr. Rostgaard, franskorienteret Enthusiast for
Litteratur og Teater, naturligt Midtpunkt for og primus motor i det store Fore
tagende.
En Lystspilscene vilde man skabe, Melpoméne maatte vente. I Rostgaards
Prolog af 23. September 1722 præsenterede Madame Montaigu sig, græsk
draperet, saaledes:
Thalia er mit Navn, en Jomfru fuld af Glæde!
Derfor var det en given Sag, at Ludvig Holberg, kaldet Hans Mikkelsen, Peder
Paarses Digter, maatte hentes til Raadslagning. Den Strid om Anholt, der
havde været yppet mellem den satiriske Professor og Rostgaard, var sikkert
glemt af begge. Holberg havde vundet stort over Modstanderen og havde haft
Kongen, sin Modstanders almægtige Svoger, paa sin Side. Rostgaard var et
vegt Gemyt og Holberg den eneste franskorienterede Skønaand forhaanden.
Hvordan de førtes sammen, veed vi ikke. Men i Aarets sidste Kvartal har man
forhørt, om Hans Mikkelsen vilde forsøge. Han vilde.
Den 12. Januar 1722 ytrer han: »Hvor caute og forsigteligen man vil skrive
en Comoedie, saa undgaar man aldrig Censurer«. Han var altsaa i Gang med
Værket. I det hele mærkes i det Forord, hvorfra Citatet er taget, en levende