15 / 100
10
HANS BRIX
Aktion. Han havde Smag for Værtshusoptrin, Optøjer, Skænderier, Slagsmaal
og Ballade, kun som Tilskuer selvfølgelig - den danske Hovedstads Speciale,
Opløbet, der blomstrer mindre frodigt i vore Dage end før. I de farverige Vari
anter af Drukkenskab var han en Sagkyndig, og han fornægter ikke en levende
Opmærksomhed for Landstrygere, Kæltringer, Røvere.
I sine ny Omgivelser fornam han med Velbehag en bølgende Luft af dra
matiske Elementer, de stadige overhængende Chok og Katastrofer, pludselige
Vendinger ved Forsynets Førelse, paa de spillefri Ugedage en Strøm af ubunden
Selskabelighed overalt i Huset - saadant kan give Menneskesjælen et Skub i
Ryggen, hvorved psykiske Reaktioner gaar raslende i Gang som Ankerspillet
paa et Skib. Ham behagede dette elementære Liv, dog ikke saa meget under
dets lyrisk-erotiske Skikkelse, naar Ringe veksles og Hjerter slaar, som i dets
elementære Eventyrform, 1001 Nats-Drømmen, Kulien som Kalif, kort sagt
Jeppe-Motivet, der - ligesom ogsaa den selvkloge Sladderhank Barberen -
havde Udspring fra Gallands franske Udgave af de arabiske Eventyr. Jeppe har
Holberg vel set allerede som Barn i Bergen - nu var han selv lokket ind i Baro
nens Hus, hvor en Komedie skulde ageres ogsaa med ham.
Teatret i Grønnegade aabnedes med fransk Komedie af Hofspillerne. De
begyndte deromme bag Torvet 19. Januar 1722. Huset fyldtes villigt, og udenfor
Spilledagene var der alskens Lystighed i Huset. Intet faktisk, kun selve den
sunde Fornuft siger os, at Holberg, der Dag og Nat arbejdede paa sit første Skue
spil, i Hvilepauserne har søgt Information og Inspiration hos Montaigus Flok
og konverseret Dansk-Fransk i deres Kreds.
For den i en Hast fremvoksende Teaterdigter var to af Stadens Kredse essen
tielle: Myndighedernes og Skuespillernes. For de øverste Autoriteter, jævnfør
de tre kongelige, højadelige, adelige Fruer paa Rad og Række og deres Mænd,
Magtens Fylde, saluterer han i det paa Jeppe byggede moralske Statsspil om Oli
garki og Demokrati: »Kandestøberen«. Hertil ogsaa selve Usurpatoren Jeppe
og den politiske Teoretiker Gert Westphaler. I intet af disse Spil fmdes nogen
betydende Kvinderolle. Hvorimod de to resterende af de fem første Spil, »Den
Vægelsindede« og »Jean de France«, hvert indeholder en i Facetter tilslebet
Kvindefigur.
De nævnte fem Stykker blev samlet overgivet til Montaigu, som dermed
havde fornødent Materiale til sin hele Forsæson, idet ogsaa Oversættelser af
franske Skuespil var bragt tilveje. Digteren havde arbejdet under stort Pres.
Han var en rap Skribent og havde Hovedet fuldt af Ideer og Figurer. Det var
gaaet som Lyn og Torden.
I hvilken Orden Stykkerne blev forfattet vides ikke. Men »Den politiske
Kandestøber« var af Holberg selv udset til at indlede Sæsonen. Dets Idé, en
Hyldest til den udvalgte Cirkel, der dannede det raadende Regimente. At det