12 / 100
HOLBERG OG TEATRET
A f Hans Brix
I
u d v ig H o l b e r g
var stolt, ærgerrig, selvfølende og en Herre af Aand. Han,
j
der besad baade Hjerne og Albuer, satte sig i Tidens Fylde paalideligt til
rette i et Universitetsembede, før han blev Digter. Han har uden Tvivl altid
været sig bevidst, at han kunde, men først i Udlandet lært, at der var Ære ved.
I Paris fandt han de store Digternavne fra foregaaende Epoke endnu omkranset
med Udødelighedens dunkle Lue og Navnkundighedens sølvklare Skær. Han
nævner dem i 1721 saaledes:
Skal Frankrig roses, paa Tapetet er Molière,
Racine, Boileau, Corneille vi citere.
Disse er Frankrigs Ærenavne, som Cervantes er Spaniens; i Danmark finder
han kun Bording at nævne. Riget, der netop nu svulmede af Selvfølelse og
Tryghed efter Store nordiske Krig, savnede for at placeres i Europas Øjne
endnu en Litteratur. Den skulde det faa. Saaledes som Molière var stillet ved
Louis le Grand’s Side, saaledes saa han i Tanken sit eget Navn sat Side om
Side med Frederik IVs:
Een sætter
Land
i Flor, een
Sprog
paa Ærens Top.
Han skattede sin Konge højt. Men i Længden stod Frederik ikke Maal med
sin Undersaat.
Holberg digtede altsaa for Æren, men tillige af Lyst. En kildrende Fryd
ved Inspirationen beherskede ham i de natlige Timer som en hed Passion. Thalia
og han søgte hinandens Favn. Saaledes blev han Digter. Over Epos og Satire
naaede han 1722 til Dramaet. Skæbnen ordnede det saaledes. Der var Forsyn deri.
I 1721 var af Entreprenøren Capion et Komediehus blevet opført nær Kon
gens Nytorv mellem Gothersgade og Lille Grønnegade. Paa samme Tid var
Hoffets franske Komedietrup blevet afskediget. De fleste drog hjem, men Di
rektøren René Magnon de Montaigu, en Moliére-Lærling af ren Race, i Yndest
hos de store for Kultur og Elegance, følte sig ved Ægteskab bundet til Landet
og Staden. Paa Kongens Fødselsdag 1 1 . Oktober sendte han Monarken en stil
fuld, rimet Lykønskning holdt i glad-vemodig Tone. Skuespillerne sørgede over
at skulle vige Pladsen for de nyligt engagerede tyske Operister:
Grand Roi, le plus juste des Rois,
Souffrez qu’ à votre vue,
Melpomène tremblant et Thalie éperdue
osent se présenter pour la dernière fois -