14 / 100
HOLBERG OG TEATRET
9
Opmærksomhed for det dramatiske, som ikke før har været kendelig hos ham,
og som viser, hvad der rører sig i Ludvig Holbergs intensivt bevægede, endnu
unge Sind. Han var da 37 Aar gammel.
Vi gør Pause her for at overveje Situationen, der er af højeste Betydning for
den Bane, som dansk Aandsliv skulde følge. Hvad foregik der vel i denne søde
Juletid med Professoren inden for hans skarpe Hoved og den magre sortkappede
Figur? I det tavse udspilledes der et sjæleligt Skæbnedrama.
Ludvig Holberg havde fulgt den om ikke slagne saa dog banede Vej fremad
indtil nu og her, hvor Forsynet, der vaager over Genier, forlangte ham til at
gøre Springet, sætte af fra den faste Bro ud mod det bundløse, fra de sorte Kjolers
Kreds over i de tusinde Solfarvers. Bort, bort fra Frue Plads med indelukket
Atmosfære og det sløve graa Lys i Hørerummene fyldte af slidende Studenter,
der stræbte mod Kald, Kjole og Kone, fra de stive Kollegers skæve Blikke, fra
Skumlerne, der satiriserede over Satirikeren, hvislende og stikkende, vridende
sig under Pisken i den iltre lille Nordmands Haand - fra hele denne Redelighed
vinkedes han (saa forekom det ham) ud i en krystalklar og rosenrød Sommer
luft. Saa frit og dybt havde han kun aandet i Rejseaarene - dette var som Lyset
fra Paris’ og Provences blussende Roser, det var Himmelkuplens straalende Blaa
over Rom. Dengang havde han været en Vagant i Følge med alskens farende
Folk, vankundig i Latinen, men spillende af Paafund, vandrende paa Foden,
men saa vist ikke tabt bag nogen Vogn.
I 3. Skæmtedigt publicerede han da Fredspagten med Frederik Rostgaard,
apostroferende ham som Apollo. Ved samme Tid var han indført hos M. Mont-
aigu og hans Madame.
Hvordan Studenternes lille Følge fandt Vej til Grønnegade vides ikke. Seks
af dem optoges i Truppen sammen med fire af de franske Skuespillere fra Hoffet.
A f de teatergale Studenter i Holbergs Kølvand har den fremmeligste vel været
Henrich Wegener. Blandt de Franske glimrede Marie Magdalene Montaigu.
Truppens Leder, hofvant fra Slottets Scene, fuldkommen orienteret i Moliére-
spillets Finesser, deltog kun undtagelsesvis i Spillet. Men hans tvesprogede
Hustru aflagde det franske Maal og overtog i Repertoiret den mangfoldige
Lucretia, den skrappe dansk-franske Marthe i Jean de France og Pernillerne -
en vittig Pige altsaa, ikke nogen Ingenue-Elskerinde, men spillende af Lune -
ikke bange for Mænd.
Lystighed, Letsindighed, Frisind og rummelig Omgangstone, Sorgløshed i
Nød som i Overflod - det evige flygtige Thaliasind har slaaet Holberg i Møde,
naar han passerede Tærskelen til Grønnegades Elysium - skolede Røster, levende
Øjekast, udtryksfulde Træk og livlig Bevægelse omringede ham. Alting nyt og
lifligt. Elskværdighed, dit Navn er Skuespiller!
Ludvig Holberg var saa lykkelig selv at eje naturlig Sans for den bevægede