115 / 251
position „Casino-Vals“ . Men det saa ikke ud til, at København havde Brug
for et Vinter-Tivoli; efter at den første Nysgerrighed var fordampet, blev
Besøget daarligt, og det blev ikke bedre, da man forsøgte med Pantomimer
og Balletter. Saa kom de berømte eller snarere berygtede „Casino-Maske-
rader“ , der besøgtes af Kronprins Frederik og hans Soldebrodre og naturligvis
ogsaa af Louise Rasmussen. Men heller ikke det hjalp. I de urolige Martsdage
i 1848 opnaaede Etablissementet en Slags Berømmelse, fordi de liberale holdt
deres Møder her, de historiske „Casinomøder“ , der sluttedes med Toget til
Christiansborg. Men heller ikke dette kunde redde Carstensens Etablissement.
Han gik fallit og gik derefter med i Krigen som frivillig.
Efter hans Forsvinden blev Casino omdannet til rigtigt Teater. Mest kendt
blandt dets senere Direktører er vel nok den ferme og flittige Rimsmed Erik
Bøgh, der rystede Syngespil og Vaudeviller, dog ikke altid lige originale, ud
af Ærmet. Erik Bøgh var en moralsk Herre; medens hans Forgænger havde
behandlet Grevinde Danner med Ærbødighed og ladet hende hilse som en
Dronning, naar hun indfandt sig i Teatret, indtog Bøgh en stik modsat Hold-
ning. Da Teatret opførte hans Bearbejdelse af det franske Stykke „Grevinden
og hendes Søskendebarn“ , der handlede om Madame Dubarry, havde han
saaledes sørget for behændigt at lokalisere det, saa ingen var i Tvivl om, hvem
der sigtedes til; og Louise Rasmussens Modstandere jublede og klappede
selvfølgelig, naar en af de optrædende, Skuespilleren Th. Rasmussen, sang:
Jeg hader den, der steg fra Dybet,
belæsset med et Folks Foragt
som sneg sig ind i Kongesalen,
fik Sceptret fat og er paa Vej
at sætte Kronen, Kronen paa Skandalen,
se, hende, hende hader jeg.
Den taktfulde Gentagelse af Ordet Kronen hentydede naturligvis til, at
Grevindens Modstandere frygtede for, at hun ikke alene skulde sætte Kronen
paa Skandalen, men samtidig ogsaa paa sit kløgtige Hoved.
91