114 / 251
ringe paa en Klokke og derpaa forsvinde. Der blev da sørget for Børnene, og
de blev senere sat i Pleje paa Landet, Kassebørn kaldte man dem, og man
har indtil vore Dage husket denne Institution, i alt Fald har jeg i Trediverne
talt med en gammel sjællandsk Kone, som mindedes, at en Kvinde i Sognet
var et „Kassebam“ . Kassen fik dog ikke Lov at sidde ret længe; den blev
fjernet efter Struensees Fald, da man mente, at den befordrede Usædelig
heden! Og i 1787 blev Fødselsstiftelsen flyttet, denne Gang til den fornemme
Gaard, som Laurids Thurah havde bygget til sig selv, og som senere var i
Juliane Maries Eje. Huset staar endnu, det nuværende Nr. 25, og paa Ge
simsen staar stadig, omend noget udvisket, Ordene „Den kongelige Fødsels
stiftelse“ . Nær ved den, paa Hjørnet af Fredericiagade, ligger endnu et smukt
Palæ, nu italiensk Gesandtskab.
Men vi vender tilbage til den sydlige Ende af Amaliegade og standser
mellem Kolonnaden og Sankt Annæ Plads ved en stor gulgraa Kasse af en
Bygning. Hvis man havde Fantasi nok, vilde man maaske høre Aandemusik
fra dens Indre, Valsetoner, Operettemusik, Vaudevillesange. Men Bygningen
ligger stum og forladt: „Casino Opbevaringsmagasiner A/S“ staar der paa
et Skilt over Indgangen. Køn er Bygningen ikke, og forsømt og snavset ser
den ud, men den har en broget Historie. Det var Georg Carstensen, den
lapsede Modeherre, Manden med de flyvske Idéer, Forlystelsesraad i Chri
stian den Ottendes København, der —ikke tilfreds med den Sukces han straks
havde haft med sit Sommer-Tivoli —absolut vilde skænke København et lig
nende Etablissement til Vinterbrug. Efter nogle Vanskeligheder opnaaede
han Kongens Tilladelse til at udbyde Aktier i Foretagendet og købe en
Gaard i Amaliegade, i umiddelbar Nærhed af Kongeboligen. Han byggede
Gaarden om og udstyrede den med, hvad man dengang ansaa for ustyrlig
Luksus og Pragt. Helt fin var Smagen ikke. Det indre blev møbleret i „mau
risk“ Stil; der var Tæpper og Pergolaer og Marmorborde med forgyldte Ben
og Basarer og Springvand og Bassiner med Guldfisk; og der var Gasbelys-
ning, som dog undertiden svigtede. Det var Carstensens Idé, at der først og
fremmest skulde være Musik — især folkelig og letfattelig Musik, og paa
Aabningsaftenen dirigerede selveste H. C. Lumbye og spillede sin egen Kom-
90