138 / 251
kens Bod“ , der blandt andet er omtalt i mange Skillingsviser. Dets Glans
periode laa i den „florissante Tid“ før Englandskrigene, da de store Han
delskompagnier gav halvtreds Procent i Bonus om Aaret. En Scene i P. A.
Heibergs „Kinafarerne“ er henlagt til dets Skænkestue.
Men det er slet ikke i denne Del af Havnen, man skal søge de egentlige
Havnebeværtninger. Vil man opleve dem, saaledes som de kun opstaar, hvor
Elavets Vagabonder, de glade og sorgløse Søfolk, holder til, skal man gaa i
Nyhavn. Men kom der ikke slet og ret som T
urist,
den mest haardkogte Ny
havnsbisse kan være sart som en Mimose, hvis en Fremmed prøver at mase
sig ind paa ham. Et Tilbud om en Drink, det vil sige en Bajer eller en halv
Kaffe, kan muligvis lette Forstaaelsen, for „Nasseprinsene“ er talrigere end
de rigtige Sømænd, som vanskeligt lader sig bestikke.
Nyhavn er en lukket Verden for sig, en Stat i Staten, den lever efter sine
egne uskrevne, men strenge Love og respekterer nødigt andre.
„ . . . Har jeg kuns dig og en hullet Kasket,
tar jeg mig Livet og Lovene let . . . “
synger man der.
I Besættelsestiden maatte denne Foragt for uvedkommende Magtbud
selvfølgelig føre til mange alvorlige Konflikter, men Nazisterne trak gerne
det korteste Straa, for „Havnens associale Elementer“ hængte sammen som
Ærtehalm, —om ikke af patriotiske, saa dog af lokalpatriotiske Grunde. Des
uden har enhver respektabel Nyhavnsbeværtning en diskret Bagdør, der fører
ud til en Labyrint af mørke og skumle Baggaarde.
De menige Wehrmachtssoldater vilde gerne paa Tøsesjov i Nyhavn, de
kom helst flokkevis, demonstrerende deres fredelige Sindelag ved Hjælp af
lange Støvler og Revolvere. Men ligemeget hvor svært bevæbnede de op-
traadte, saa fik de altid Øretæver, før man lukkede, og blev til sidst smidt i
Kanalen, —uvist af hvem. Tilsidst forbød Overkommandoen dem pure at
komme der.
Nyhavn aandede lettet op. Et lille Stykke stædigt og uimponeret Danmark
hævdede saa nogenlunde sin Suverænitet i alle de fem forbandede Aar.
106