162 / 251
Store. Kan man saa ikke se Seklerne række hinanden Haanden og danse for
sine Øjne som Elverpiger, et Gøglespil af Taager og Ingenting!
Man behøver ikke at være Matematiker eller Filosof, ikke engang bog
lærd for at forstaa, at Tiden er en Illusion i Evigheden.
Min Far var Læge i den indre By. Men han havde Patienter, der boede
langt borte! Baade ovre i Sverrig og paa
Gamle Kongevej.
Patienterne i Sverrig kom over til Far, naar de var syge, men Patienterne
paa Gamle Kongevej tilsaa Far, og jeg fulgte ham i Praksis, naar jeg fik Lov.
Og at komme med helt ud til Gamle Kongevej var dengang eventyrligt. Der
var ogsaa lidt farligt saadan helt udenfor Lands Lov og Ret! For ikke saa
langt fra Gamle Kongevej laa
Lampevejen,
et forfærdelig ensomt Sted, hvor
en Mand blev myrdet —Lampevejsmordet —min Barndoms Gru og Gaade —
tænk at bo paa Lampevejen! —At nogen turde! —Den hedder nu Howitzvej
og er en stor og pæn Færdselsaare, som ingen kan forbinde noget uhyggeligt
med, og hvis Fortid jeg saa da maaske er det eneste Menneske, der husker.
Hos Josty kom vi selvfølgelig ofte om Foraaret. Det var en Skovtur.
Hestene blev sat ind i Lars Mathiesens Stald, som laa et Sted midt i Alle
gade, og mens de hvilede sig, gik Far og Mor og mine to Søstre og jeg Tur
i Frederiksberg Haves Gange, eller roede i Kanalen, hvor der altid lugtede
af Mug og Dynd.
Bagefter spiste vi til Aften hos Josty. Dobbeltbelagte Rejemader og andre
rare Stykker Smørrebrød og The og Kager. Jeg husker, at Regningen altid
var mellem 4 og 5 Kroner - og vi var 5 Personer med god Appetit for noget,
der smagte godt, og det gjorde Jostys Smørrebrød.
Jeg var engang en af hine forargelige, der syntes, at Frederiksberg Have
skulde skæres igennem. Jeg husker ikke, hvem der oprindelig fik Idéen, men
mon det ikke var afdøde Direktør Villads Gamborg. Og det har ganske sik
kert været en Idé, der havde sit Udspring i en praktisk Foranstaltning. Men
for mit Vedkommende spillede det praktiske ingen Rolle, og heller ikke var
130