164 / 251
Dyndfyldt med Kirkegaardslugte og muggent forraadnelsessøde
Kanaler, henglidende dorskt med dunstende Alger i Grøde,
som skulde den trætte Natur i de slimede Lande forbløde.
Dryppende Regn og en hvileløs Vind, der jages og jager,
Stilhed, hvis Tyngsel kun skæres af hæse og jamrende Krager,
der løfter mod Himlen det skrigende Næb i ensformige Klager.
Alt er forladt og forvitret i Graahed og trøstesløs Øde,
somom ved en Drejning af Vejen, du skulde stedes til Møde
med hele dit Livs sortindhyllede Tog af usalige Døde.
Det var ment som et Smædedigt, men jeg tager det i mig igen! Saadan
ser Frederiksberg Have ikke mere ud.
Har De set den en Foraarsdag, naar de første Eranthis har stukket de smaa
gule Hoveder over Mulden, naar Træerne aabner de brune Knopskud paa
Klem og kigger grønt ud i Verden. Naar Konfirmander spirer i Gangene og
glemmer Værdigheden og Cigaren for at lokke de første tamme Vildænder
til sig med Hvedebrød. Naar Anemonerne staar og aabner sig undseligt under
fjorgammelt Løv, og blide og straalende Krokus fortrænges af en skingrende
Trop Tulipaner!
Da ler alle Frederiksbergeres Hjerte! Og vi, som kan gaa, vi gaar, og vi,
som er saa smaa, at vi ikke kan gaa, vi kører i Barnevogn, og vi, som er saa
gamle, at vi har glemt at gaa, vi lader os køre i Rullestol ind i vor Have.
Eller har De set den i Høj sommertiden? Da er den stor og dyb og skygge
fuld som en Skov. Da søger vi Ly for Alléens og Vejenes Sol i dens kølige
Skygge. Da lægger vi os under et godt stort Træ paa dens frodige Plæner og
tager imod Sommerens store, svulmende Ro i dens grønne Skød.
Eller saa De den i Efteraarets forrygende Farvepragt? Kastaniebladenes
mægtige Vifter af grønt og gult og brunt. Bøgens røde og sprøde Løv. Luften
er frisk og fyrig af Muld og visne Blade. Vi drikker af hellige og rene Kilder
blot ved at trække Vejret.
132