DanmarkLandetMellemHavOgBælt

I de store Universitetsgaarde førte vi en ubunden og frimodig Tilværelse,

af og til afbrudt i vor legende Livsopfattelse ved Synet af den halvt hjælpe

løse Værdighed, hvormed Professorer og Bibliotekarer bevægede sig frem og

tilbage i „Terrænet“ . Vi udførte mange, lange og dybe Buk til Fordel for

dem, men deres Distraktion var ofte saa gennemtrængende og dybtsiddende,

at de ikke gengældte vor Høflighed — som vi derfor enten fordoblede eller

ærgerligt skar ned til Mælkedrengefløjt eller ligegyldigt spottende „Haand

til Panden£‘-Hilsen.

Det bekom os dog ilde, hvis vi i et saadant Øjeblik blev iagttaget bag- eller

ovenfra af vore Forældre.

I vore Gaarde laa ogsaa Zoologisk Musæum med Fansasiens Dyrehoveder

og glubsk opspilede Gab oppe under Tagrenden. Disse Dyrehoveder forekom

mig mere levende og blodtørstige end noget andet Dyr (inklusive Mennesket)

senere er forekommet mig; jeg mente da ogsaa, at det kun var om Dagen,

de saa forholdsvis fredelige blev siddende deroppe ved Tagrenden med

Hovederne stikkende et Stykke udenfor Muren. Saa snart det var blevet

mørkt, styrtede de sig hovedkulds i et mægtigt Spring ned paa Jorden og gav

sig grusomme Drifter i Vold.

Hvalsamlingen,

beliggende i en dyb Kælder under Universitetet, stank

endnu værre end alt andet stinkende og forstærkede éns Indtryk af, hvor

umuligt det maatte være at aande under Bølgerne, hvor disse Dyr normalt

befandt sig. Undertiden stank dog samtlige Gaarde og offentlige Institutioner

endnu en lille utænkelig Grad mere end det mulige.

Da snusede vi rundt om

Zoologisk Musæum

med Hænderne for Næsen og

saa en vældig Tiger fra Bengalen liggende udstrakt, maveflænget og ind

voldstom paa Jorden, kun med det stærke, vilde Hoved uantastet, drøm

mende og hævnfuldt stirrende paa os.

Fanget, skudt og nu paa sørgelig „lit-de-parade“ . Ufrivillighed og Trods

borede sig endnu Vej gennem Stanken fra det stivnede Blik. Udstoppes skulde

han —men med det gode gik han ikke med til det.