169 / 211
163
han h av d e maattet straffe nogen af de E lever, han sæ rlig yndede, som
„v are i K rid th u se t hos h a m “ , som det h e d ; disse sk a a n e d e han ikke i
m ind ste M a ad e , og n a a r nogen af L æ r e r n e h avd e meld t En af dem
for en eller a n d e n Fo rse else eller U o r d e n , k u n d e ma n v æ r e aldeles
s ik k e r paa at se S y n d e r e n afstraffet, som om d e n n e h av d e v æ r e t en
hv ilk e n som h e lst A n d e n ; men d e r e r naturligvis ingen Tvivl om, at det
g jo rde h am (F.) person lig o n d t, kun maatte Ingen officielt m æ r k e det.
H a v d e han ladet en U sky ld ig straffe, hvilket dog sjæ ld en t hæn d tes, og
han en ten selv erk je n d te dette eller fik K u n d sk a b d e r o m , maatte den
F o ru r e tte d e dog ikk e ven te nogen eclatant, offentlig Op re isn ing ; men
ved en Leilighed u n d e r fire Ø in e med den V e d k omm e n d e — og en
sa ad a n Leilighed k u n d e han u n d e rtid e n paa en indirecte, tilsyneladende
tilfældig Ma ad e selv søge — k u n d e han ved fo rb lommet Tale m e re
eller m in d r e lade det sk im te igjennem , at han e rk je n d te at have feilet;
v id e re tro e d e han ikke at k u n n e gaa, og det k u n d e han vel egentlig
h eller ikk e ; til a n d r e T id e r lod han det bero ved et stiltiende F ra d ra g
ved næ s te „L ik v id a tio n “ . Ved P a r a d e r n e og ved E x ercitsen v ar han
ikke at spøge m e d , og n a a r han ho s E le v ern e mød te eller tro ed e at
m ø d e T r o d s eller U s a n d h e d , og V e d k omm e n d e ikke vilde gaa til
Bek je nd else , k u n d e han lade sig rive hen og gaa for vidt i S træ n g h e d ;
me n det e r h eller ikke Meningen h e r at fremstille h am feilfri som
M e n n e s k e ; Feil havd e han visselig som alle A n d re ; h e r v are de imid
lertid p a r r e d e med sa am a ng e herlige A an d e n s G a v e r og Talen ter, med
saame g en Dyg tigh e d , A rbe id sly st, O r d e n s s a n d s og U egennyttighed og
me d et saa uforligneligt G r e b paa at tage E le v ern e paa en Maade, der,
idet den banly ste al K ly n k e v o rn h e d og Alt, hvad d e r lugtede af „M oders
D ra g k is te sk u ffe “, maatte afføde en vis Ra skh ed og F re id ighed hos dem
—- at Ingen, d e r h a r k jend t ham nøiere (og Ingen kjend te ham nø iere
end h a n s egne E lever), vil væ r e i Tvivl om, til hvilken Side Vægtskaalen
k om m e r til at helde, eller m e n e Andet, end at han for sin Tid var d e n
r e t t e M a n d p a a d e n r e t t e H y l d e . H a n s S træ n g h e d eller H a a rd h e d ,
om man vil, v a r kun en y d re Skal, d e r iøvrigt med T iden blev blødere,
og som gjem te en god, su n d K jerne, d e r h avde h en tet sin N æ r in g fra
en ædel J o r d b u n d . Ved en b rat Død bo rtkaldtes han den 18. J a n . 1841,
e n d n u ikke fyldt 45 Aar, og h æ d r e d e s med et u sædvan lig talrigt Lig
følge og med et K o rs paa sin G ra v , reist „AF H A N S T A K N E M L I G E
E L E V E R “ . --------------
De hidtil fulgte P rin c ip e r baade for U n d e rv isn in g e n s, Forpleinin-
gens og B e h a n d lin g sm a a d e n s V e d k omm e n d e , d e r i sin Tid indførtes og
sattes i S y stem af den af Sko len højt fortjente Capitain F u h rm a n n , og
som i A a re n e s Løb h avd e vu n d e t H æ v d og fæstet Rod, vare fremdeles
g jæ ld end e indtil ind i H a lv tre d s e r n e , og en ny F o rsta n d e rs A n k om st
l i *