206 / 211
200
m a a sk e væ r e t i T e a tr e t, og nu gengives de mest s p æ n d e n d e eller
m o r s omm e S cen e r af „Svend Dyrings H u s “, „ E lv e r h ø j“, „ L a n d s o ld a te n “ ,
eller hvad det nu kan v æ r e ; det gaar naturligvis ikk e stille af, og
pludselig staar den v ag th avende i Dø re n . H a n e r muligvis i daarligt
H um ø r , eller S p ek ta k let h a r irriteret h am ; han b e o r d r e r i h v e r t Fald
P u d s n in g og vil efterse G e v æ r e r n e om en halv T ime.
N u e r det en k en d t Sag, at d e r altid kan findes noget at u d sæ tte
paa et G e v æ r ;' det t r æ k k e r altsaa op til en almindelig A fb a nkn ing , som
maa forhindres.
D er pud se s tilsyneladende ivrigt u n d e r Afsyngelse af „F rejd ig kan
du s ta n d e “ ; me n da E ftersynet skal begynde, an tager de to G a sb lu s en
mæ rk e lig blaa F arve. En Elev sp ring er strak s tjenstvillig op og fo rsøger
med en T o t B laa r at ren se den g ammeldag s S n itb r æ n d e r ; me n det
ny tte r ikke, F lamm en s y n k e r d y b e re og d y b e re og tr u e r til sidst med
at gaa helt ud. E ftersynet maa opgives, fordi der, som flere G a n g e
før, h a r v æ r e t „K lu d d e r med G a s s e n “ .
Men paa et B o rd u n d e r G a sb lu ss e t i den in d e rste B e lægn ing sstu e
staar to E le v er; de e r h ø jrød e i H o v e d e t af An strengelse o g u n d e r tr y k t
Latter; thi det e r d em , d e r ved at „puste i G a s s e n “ a f s te d k omm e r
hele „K lu d d e r e t“, d e r dog fo rsv inder af sig selv, n a a r Luften i Løb et
af et Kvarterstid e r træn g t ud fra L ed n in g ern e igen; me n saa e r det
Sengetid, og Dagen efter er d e r en ny v a g t h a v e n d e . --------------
V a r d e r blandt L æ r e r n e P syko log er, v ar h e r et rigt Materiale at
stud e re og even tuelt arb e jd e med.
T y p e r n e gik igen Aar efter Aar.
H v em h u s k e r ikke Eleven, d e r aldrig havde Sm ø r de sidste P a r Dage
i T e rm in e n , men som trod s bitre E rfa ring e r med S e n n e p og Salt paa
bart B rø d stadig fraadsede og sm u r te tyk t paa de første Dage — vilde
han mon se n e re faa sin Lønn ing til at slaa til?
Eller den ligegyldige og uo rdentlige E lev , d e r anb rag te Vaa b en -
fra kk en s K n a p p e r paa en Sejlgarnssno r, saa de k u n d e „ træ k k e s a n “ ,
n aa r „ S ta b e n “ p as se re d e forbi, og som nø jedes med at p u d se S tøv le
n æ s e r n e , d e r k u n d e ses paa Hy ld en , og lod det bageste af d em staa
sna v set — hvo rled e s skulde han blive som L æ r e r for a n d r e ?
H v em h u s k e r ikke den tu n g n emm e eller se n t udv ik lede Elev, d e r
„ k r a s s e d e “ tidlig og silde, og d erv e d holdt sig blandt de øv erste i
Klassen Aaret ig e nn em , men som ved E k s am e n uhjæ lpelig ru tsc h e d e
ned u n d e r Midten — hans H je r n e k u n d e r umm e en Dags eller en
Uges Lektie, men ikke et helt Aars. . Og saa h an s M o d sæ tn in g , d e r
ud en egentlig Flid, men med sin jæ v n e F o rsta n d , sit lette Sind og sit
indtagende Væ se n flød glat o v e r alle F o r h i n d r i n g e r . ---------
Ved Antagelsen paa Sko len sku lde E le v ern e v æ r e fo rsy n e d e med
Undertø j og Fodtøj, men fik i øvrigt i Skoletiden disse T ing ud le v ered e .