208 / 211
202
la d er fremstille et „Afgangsbillede“ med de enk e lte E le v ers Fotog rafier
smagfuldt g r u p p e re d e om C h e fe n s og Læ r e r n e s .
Det allervigtigste e r dog e n d n u tilbage, nem lig at væ lge Vaaben.
E le v ern e h a r i d e n O r d e n , hvo ri de e r b e staa ed e , frit Lov at vælge,
hvilken V a a b e n a rt de vil tjene i; me n da E k s am e n s re s u lta te t e n d n u
ikke e r kendt, og Krig sm in isteriet e n d n u ikk e h a r b estem t Antallet for
de forskellige Vaaben, maa ma n væ lge alle tre eller fire Vaa b en i den
O rd e n , man ø n s k e r det.
„ I n g e n iø re rn e “ a n ses af de fleste for at v æ r e d et b ed ste, og det
væ lges d e rfo r først af alle, d e r m e n e r at h av e C h a n c e for at væ r e
bestaaet blandt de ø v e rste ; d ere fte r væ lg e r ma n efter sine S ym p a tie r
Feltartilleri, Fæstn ingsartilleri eller Søbefæ stn ing . E r P la d s e r n e ved
det V a a b e n , man h a r ø v erst paa Ø n s k e s e d le n , besat af K amm e ra te r,
d e r e r bestaaet b e d r e , maa ma n tage d et næ s te o. s. fr., man bliver
da „sjokket til“ f. Eks. Fæ stn ing sartilleriet; dette e r ikke yndet, og man
væ lg er saa vidt muligt d et V aa b en først, som ma n h a r C h a n c e r for at
k u n n e k omm e til.
Endelig e r da den store Dag komm e n ,- den Dag E leven i tre
A ar h a r set hen til som d et ly se nd e Maal. Dagen forinden e r de ny e
U n ifo rm e r k om n e fra M u n d e ring sd epo te t.
F eltartilleristerne h a r a n
skaffet sig et P a r højst u re g lem e n te re d e S p o r e r med „ S v a n e h a ls “ og løse
Hjul, d e r k lir r e r højt ved h v e rt S k rid t, In g e n iø re rn e h a r køb t et forgyldt
H u e em b lem , „S v a n g e r e je n “ faar naadigst Lov at p u d se K n a p p e rn e i
den nye F ra k k e , d e r trod s det g rove S to f fo re k omm e r h am at væ r e
Indb eg reb e t af Elegance, og ingen S tu d e n t med sin ny e H u e , ingen
Løjtnant me d sine første Epau letter, ingen D o cto r med sin nylig for
sv a re d e A fhand ling kan v æ r e m e re glad, stolt og lykkelig end den
unge M a nd , d e r nu efter tre Aars Sko letvang sta ar i Be g re b med at
tr æ d e ud i Livet.
Den sto re „ B ik s “ og „ P u d s e b ik s e n “ e r bragt ned i P o r t e n ; de er
fo rsyn e d e med sto re K r id tm æ r k e r : „ I n g e n iø rk a s e r n e n , R y v a n g e n “ ,
„B a a d sm a n d s s træ d e s K a s e r n e “ o. s. v . ; de b ringes ud af „ T u t k a r le n “.
Klassen tr æ d e r an, Ch e fe n h o ld e r en T ale og haaber, at de unge So ld ate r
vil gø re d e re s gam le Skole Æ r e ; me n h v em h ø re r, hvad han siger,
F rem tid e n ligger lys og straalende, m e n e r man, og endelig ly d e r det
sidste „T ræ d af!“ — Man e r fri! — Fri!
Den unge K rig smand h a r til dette Ø jeblik anskaffet sig en Cigar.
P a a Kvaliteten ses ikke saa me g et, men dygtig lang skal den v æ r e ;
nu a nm o d e r han overlegen t en af „R e je r n e “ , d e r i en b e u n d r e n d e
K re d s b etra g ter h am , om at give sig Ild, og med ra n k Ho ld n in g og
spænd stig e Sk rid t gaar han for sidste G a n g o v e r S lo tsg a a rd e n , ivrig
tilvinket af dem , d e r bliver tilbage, og med en naadig H ilse n til Militæ r
a rb e jd e re n i Po rte n .