ErindringerFraGamleKglBibliothek

Prygl“. Hvortil Molbech svarede: „Nej, nej, hvorfor?“

Og da Wergeland saa nævnede Anledningen: „Du var

grov imod mig idag,“ sagde Molbech: „Men det er jeg jo

imod alle Mennesker,“ hvilket Svar forsonede Wergeland,

saa han lod Molbech slippe for Pryglene. I sit kollegiale

Forhold kunde Molbech ogsaa være vanskelig, thi han var,

hvad Svenskerne kalde „envis“; jeg har læst Breve vex-

lede imellem ham og Werlauff, i hvilke der forekommer

Ytringer, der vidne om, at Werlauff ikke altid var tilfreds

med sin Næstkommanderende. Men Molbech har skrevet

Breve, i hvilke der forekommer meget strænge Ord om

Werlauff, saa haarde, at man ledes til at tro, at han saae

ned paa Werlauff som en daarlig Bibliothekar. Det er

blevet mig fortalt, at naar Werlauff og Molbech sad i Kon

toret hver paa sin Side af det fælles Arbejdsbord, kunde

det hændes, at hvad de havde at meddele hinanden, skete

skriftligt ved smaa Sedler, som de rakte over til hinanden.

Efter Molbechs Død blev der fra hans Bolig til Biblio-

theket baaret flere Klædekurve fulde med Bøger, som

han havde ladet bringe sig fra Boghandleren og som vare

bievne liggende hjemme hos ham. Lassen døjede meget

med at faa besørget Indbindingen af alle disse Bøger, som

han maatte lade indbinde paa den allertarveligste Maade.

Jeg husker at have seet højt oppe paa en Hylde i Kabi

nettet

Henri Martins

Histoire de France uindbundet i

mange brocherede Bind, og de havde vist staaet der i

mange Aar.

Bibliotheket bør altid mindes Molbechs Virksomhed

med Taknemmelighed, thi den fortjener han. Man sporer

ham allevegne der, og det skylder ham uendelig meget.

Molbech var, tror jeg, af Middelhøjde, mager, med et

stort, hvidt Haar. Hans Ansigtstræk synes jeg vare karak

teristiske trods deres meget store Mangel paa Skjønhed.

Han lod sig aldrig portrætere, men paa en Bogauktion

listede Maleren Gertner sig til, ham uafvidende, at tegne