25
Prygl“. Hvortil Molbech svarede: „Nej, nej, hvorfor?“
Og da Wergeland saa nævnede Anledningen: „Du var
grov imod mig idag,“ sagde Molbech: „Men det er jeg jo
imod alle Mennesker,“ hvilket Svar forsonede Wergeland,
saa han lod Molbech slippe for Pryglene. I sit kollegiale
Forhold kunde Molbech ogsaa være vanskelig, thi han var,
hvad Svenskerne kalde „envis“; jeg har læst Breve vex-
lede imellem ham og Werlauff, i hvilke der forekommer
Ytringer, der vidne om, at Werlauff ikke altid var tilfreds
med sin Næstkommanderende. Men Molbech har skrevet
Breve, i hvilke der forekommer meget strænge Ord om
Werlauff, saa haarde, at man ledes til at tro, at han saae
ned paa Werlauff som en daarlig Bibliothekar. Det er
blevet mig fortalt, at naar Werlauff og Molbech sad i Kon
toret hver paa sin Side af det fælles Arbejdsbord, kunde
det hændes, at hvad de havde at meddele hinanden, skete
skriftligt ved smaa Sedler, som de rakte over til hinanden.
Efter Molbechs Død blev der fra hans Bolig til Biblio-
theket baaret flere Klædekurve fulde med Bøger, som
han havde ladet bringe sig fra Boghandleren og som vare
bievne liggende hjemme hos ham. Lassen døjede meget
med at faa besørget Indbindingen af alle disse Bøger, som
han maatte lade indbinde paa den allertarveligste Maade.
Jeg husker at have seet højt oppe paa en Hylde i Kabi
nettet
Henri Martins
Histoire de France uindbundet i
mange brocherede Bind, og de havde vist staaet der i
mange Aar.
Bibliotheket bør altid mindes Molbechs Virksomhed
med Taknemmelighed, thi den fortjener han. Man sporer
ham allevegne der, og det skylder ham uendelig meget.
Molbech var, tror jeg, af Middelhøjde, mager, med et
stort, hvidt Haar. Hans Ansigtstræk synes jeg vare karak
teristiske trods deres meget store Mangel paa Skjønhed.
Han lod sig aldrig portrætere, men paa en Bogauktion
listede Maleren Gertner sig til, ham uafvidende, at tegne