49 / 71
41
den store Sal med Marmorflisegulvet, hvor han mente, at
der ingen Fare var ved i nogle Minutter at have en tændt
Cigar. Ellers brugte han Snus, som han bød sine Be-
kjendte, der besøgte Bibliotheket, og det foranledigede da
ofte en forfærdelig Nysen i Kontoret. Werlauff kom jævn
lig meget beskeden hen til Bølling for at faae sig en lille
Pris. Naar undtages, at de pekuniære Omstændigheder
trykkede ham, var han en lykkelig Mand; det var en For
nøjelse at arbejde sammen med ham. Han havde vist ikke
en eneste Uven. Han var taknemmelig mod det Molden-
hawerske Hus og viste det ved en kritisk Lejlighed paa en
meget smuk Maade. Det var, da der i
1861
var Tale om en
Personalforandring ved Bibliotheket. Ministeren, Monrad,
havde i den Anledning en længere Samtale med Bølling og
sagde ham, at det var hans Tanke, atJustitsraad Molden-
hawer — Læsesalens Inspektør — skulde gaa af. I Samta
lens Løb forklarede Bølling, hvormeget Bibliotheket skyldte
Moldenhawers Fader, der havde skjænket det mange, mange
Bøger og Haandskrifter; han gjorde gjældende, at det ikke
gik an, samtidig med at han selv skulde overtage Ledelsen
af Bibliotheket saa at berøve ham den, som skulde være
hans højre Haand, og forlangte, at hvis det var nødven
digt, at en af de to gamle skulde have Afsked, det da
maatte blive ham. Han satte saaledes sin Existens ind for
at opfylde, hvad hanmentevar hans moralske Pligt. Monrad
gav efter og lovede, at Moldenhawer ikke skulde blive af
skediget. Det var netop Moldenhawers Fødselsdag, da Bøl
ling kunde meddele ham Budskabet herom, og det frem
kaldte naturligvis stor Glæde i det Moldenhawerske Hus.
Bølling døde Fredag den
18
. April
1862
, om Eftermid
dagen Kl. 6. Han var ikke sengeliggende mange Dage;
Dødsaarsagen var en Sygdom i Tarmene1). Jeg besøgte
hamden
17
., da jeg gik hjem fra Bibliotheket, og saa ham
1)
H an gav sin Læ ge
Mansa
en urigtig B eskrivelse af sin Sygdom , hvilket foraar-
saged e en B ehandling m odsat den, som skulde være anvendt.