ErindringerFraGamleKglBibliothek

noget stereotypt ved sig, især naar det er den samme Per

son, der i mange, mange Aar beklæder Pladsen. Dette

blev nu ogsaa Tilfældet med Moldenhawer, og det førte

let til, at han kunde føle sig, som man siger, for gammel

i Gaarde. Det kunde hændes, at han ikke huskede paa,

at der var andre paa Læsesalen end han, og at han af og

til virkede generende, naar han ikke selv overholdt den

nødvendige Stilhed og Ro. Han brugte omVinteren, naar

han kom paa Læsesalen med vaadt Fodtøj, at sætte sig

hen foran en af Kakkelovnene og lægge Fødderne med

Støvlerne paa op paa Pladen for at tørres, hvilket jo ikke

tog sig godt ud. Idetmindste paa sine gamle Dage brugte

han, naar Arbejdet var forbi og Alt lagt i Orden, at lade

Budet bringe sig en Tallerken med Ost og Franskbrød,

og med en stor Lommekniv skar han sig Humblinger af

begge Dele, dertil en Dram; det var hans Mellemmad1).

Saa lagde han sig tilbage i sin Stol, tændte Cigaren, og

naar den var røget ud, begav han sig paaVandring hjemad.

Han blev tidlig Kancelliraad,

1829

, senere Justitsraad

1843

, og paa sin halvhundrede Aars Jubilæumsdag blev

han hædret med Dannebrogsordenens Ridderkors.

Paa den Dag i

1864

drog en lille Flok af Studenter-

Sangforeningens Medlemmer afsted for at give en Kon

cert paa Frederiksborg Slot til Indtægt for de Saarede og

de Faldnes Efterladte. Jeg var en af Deltagerne, men jeg

rejste tidligere ud til Klampenborg for at have den For

nøjelse at bringe Moldenhawer Ridderkorset. Da jeg kom

til Landstedet i Taarbæk, var Fuglen imidlertid borte, han

var vandret sin sædvanlige Tour ind til Bibliotheket, Fruen

tog imod Gaven. Jeg stødte ved Holte Station til mine

Sanger-Kammerater.

I Sommerferien

1870

besøgte han sin Datter og hendes

Mand, Skibsbygger

Buhi

i Frederikshavn. Efter en Spad-

*) Spisekam m eret var paa T væ rbygningen under et skraat T ag; det kaldtes M ad

skabet.