79 / 461
CIn\ K øbke p in x .
Rettelse: Under Billedet Side 63 er fejlagtig anført Aarstallet 1912,
skal være 1812.
F o rtsæ tte lse fra Side 49.
Fru J i i r g e n s e n kom snart til at staa paa fortrolig Fod med
Rosenkildes Børn, hvem hun lærte at lave Smaating i Pap.
Vi skrev ovenfor,
at Fru Gyllembourg
k u n d e have været
Gæst i Kancelliraad
Winges Hjem, — thi
hun kom der ikke,
eller ialtfald saa sjel-
dent, at man godt
kunde kalde det al
drig. Ellers vilde Julie
Rosenkilde have be
mærket det. Vejen
var jo saa urimelig
lang og besværlig ud
til det hvide H u s !
S a a langt var man
i Virkeligheden kom
men bort fra Byen, at
Bekendtskabskredsen
blev næsten helt ny.
Det var nærved, at
Rosenkildes
gamle
Venner betra gtede det
som en personlig For
nærmelse, at han var
flyttet ud paa Broen.
Hvem havde Tid til at gaa den lange Vej for at aflægge et Be
søg? Nej, det havde rigtignok været adskilligt nemmere at svippe
ind i Adelgade paa et lille Kig, naar man var ude at gøre sine
Indkøb og havde en halv Times Tid tilovers.
Enkelte af den gamle Kreds svigtede dog ikke Rosenkildes Fa
milie men trodsede den halvmilelange Spadseretur, — og lad os
kun se paa et Par af disse trofaste Sjæle, thi det kan jo være,
at ogsaa de vil hjælpe os til at fremkalde et Billede af hine
fjerne Tider og til at vise os Forskellen mellem „før“ og „nu“.
Der var f. Eks. Jom
fru S o f ie S o n n e, en
gammel Pige, der
havde sit beskedne
Hjem i Grønnegade,
hvor Julie Rosenkilde
kom paa Besøg fra
sine aller tidligste
Barneaar og morede
sig kongeligt. Hendes
medfødte Sans for
Menneskers ufrivil
lige Komik fik her
rigelig Næring, og
Træk for Træk blev
gemt i hendes Erin
dring, indtil hun i
voksen Alder benyt
tede dem paa Scenen,
hvor de henrev Publi
kum ved deres elske
lige Sanddruhed.
Det hændte,
at
Julie blev hos Jom
fru Sonne Natten
over, og saadan en
Nat var det da, at Vægteren peb „Brand“.
Jomfru Sonne
og Julie laa i deres søde Søvn, da de vækkedes af den
uhyggelige Vægterpibe og løb hen til Vinduet for at høre, hvor
Ildløsen var. Julie glemte dog hurtig al Uhygge, fordi hun var
ved at omkomme af Latter ved at se Jomfru Sonne i natlig
Uniform. Dér stod den gamle Pige klædt paa i en stor, hvid
Vest, der gik langt ned om Kroppen, paa Hovedet Natkappen,
der var ombundet med et Tørklæde, og omkring Halsen og det
kyske Bryst laa et Baand med Kastanier bundet i Række, — et
Parti fra Sortedam ssøen og D osserin gen m ôd N ørrebro.
C hr. K øbke p in x .
E fteraarsm orgen ved S orledam ssøen , 1838.
næsten eventyrligt Syn! Men den gamle Jomfru blev godt gnayen
ved at. høre Julie le saa hjerteligt. „Hvad griner Du af, Din
tossede Tøs? Ja — saadan ser man ud, naar man er plaget af
Gigt, — forstaar Du d e t? “ Kastanierne var altsaa et Husraad
mod den fæle Gigt! — Jomfru Sonne endte som „Oldjomfrue“
ude paa Frederiks
berg Hospital, hvor
Julie Rosenkilde be
søgte hende og til sin
Forbauselse opdagede,
at hun havde redt sig
sin Seng — paa Bun
den af et stort Lin
nedskab !!
En anden gammel
Veninde af Huset, Ma
dam K n u d s g a a r d ,
svigtede ligesaa lidt
som Jomfru Sonne
Familien Rosenkilde,
fordi den var flyttet
ud til det hvide Hus.
Mad. Knudsgaard
var en Skipperenke
fra Aarhus, hvor Mad.
Rosenkilde havde
gjort hendes Bekendt
skab, nu boede hun i
Prinsensgade. Hun var
et ejegodt, gapimelt
Skind, der ligesom
alle andre forkælede Julie, og, akkurat som Jomfru Sonne, under
tiden havde hende som Gæst hos sig fra den ene Dag til den
anden. Naar saa Madam Knudsgaard om Morgenen stod op af
Sengen for at lave Kaffebordet istand, lod Julie, som om hun
sov, men gennem Øjensprækkerne saa hun det skikkelige, gamle
Menneske tridse rundt og morede sig da helt kosteligt over alle
hendes smaa Latterligheder. Naa — endelig kom saa Madam
Knudsgaard hen til Sengen for at vække hende. Saa, min Stump,
nu maa vi o p ! — Baade i Kirke og i Theatret tog Madam
Knudsgaard Julie med
sig. I Theatret med
førte hun saa en stor
Pose med Æbler og
Hvedeboller, hvormed
hun ustandselig tra k
terede Barnet, der
Aftenen igennem sad
og gnaskede i sig af
disse Herligheder. Det
var paa et af disse
Theaterbesøg, at Julie
overværede Opførel
sen af „Aprilsnar
rene“, og at hun
pludselig saa gamle
Rosenkilde træde ind
paa Scenen med ild
rødt Haar og iført
korte Kadetbuxer, og
derved blev saa gan
ske overvældet, at
hun
til
Madam
Knudsgaards Forfær
delse og til hele
Husets Overraskelse
af sine Lungers fulde Kraft ra a b te : F a r ! F a r ! — —
Endnu en tredje Ven af Huset, Musikeren K r ø y e r , der senere
var Kantor ved Slotskirken, vedblev, ialfald en Tidlang, at finde
ud til Rosenkildes. Ogsaa han var en Original, der tilhørte sin
bestemte Periode, en Mand af den Slags, man jævnlig kunde træffe
„før“ — men neppe „nu“. Han var en løjerlig Blanding af et
poetisk Gemyt og en knastør, lun Fætter. At han var poetisk
anlagt, har han aflagt et fuldgyldigt Bevis for ved at være Kom
ponisten af den skønne Melodi, han satte til „D er er e t y n d i g t
„Før og Nu“. 8. Aarg. Nr. 4.