83 / 461
af og til arrangeret Festligheder for Kadetterne. Jeg var saaledes
med til et Bal, hvor jeg morede mig straalende. Mellem alle Dansene
løb jeg op ad Trapperne til Moder og fortalte hende, hvor glad
jeg var. Jeg dansede af Hjertens Lyst med hele den glade Sø
officers Ungdom. Blandt Kadetterne mindes jeg Navnene Liiders,
Giødesen, Mac Dougall, Schoustrup og Albech, hvilken sidste Bal
aftenen vakte stor Opsigt paa Grund af et stort, sort Plaster, han
bar over hele Ansigtet.
Naar Fader og Moder i Efteraaret 1842 bestemte sig til at drage
bort fra det hvide Hus paa Østerbro, hvor vi havde oplevet saa
mange smukke og glade Dage, da var det dog kun med stor Over
vindelse, at denne Beslutning blev taget. Men forskellige Ulem
per ved selve Lejlig
heden, hvilke i Aare
nes Lob var bievne
ganske utaalelige, den
lange Vej, der efter-
haanden som Fader
blev ældre, generede
ham mere og mere i
de lange V interafte
ner, og endelig— ikke
mindst — Spektak
lerne med Kadetterne
havde tilsidst gjort
det nødvendigt for os
at søge en anden Bo
lig, som vi fandt i
Nyhavn Nr. 6, og
hvorhen Familien i
Efteraaret 1842 drog
med stor Vemod ved
at forlade det skønne
Østerbro.“
Som vi før har be
rørt, var Sidebygnin
gerne ved Sommertid
altid lejet ud til Folk,
som „laa paa Landet“
herude. Men kuriøst
nok, opholdt de sig
der kun om Dagen.
Det var Aar efter Aar
gerne de samme Men
nesker, som lejede,
nemlig nogle rige
Brygger familier med
deres trivelige Ma
dammer, blandt hvilke
særlig en enkelt, en
meget tyk og godmo
dig Mutter, kastede
sin Kærlighed paa
Julie, der naturligvis
lurede hende mange
Snurrigheder af.
En Dag beklagede
denne Madamme sig over sit Tyende paa en saadan Maade,
der viser, at Tjenestepigerne fra „før“
nokikke
varsynder
ligt forskellige fra dem, vi har denFornøjelseat trækkes
med
„nu“. Med stor Styrke brød Madammen Staven over disse Med
skabninger, og for at belyse deres Fordringsfuldhed, udbrød hun:
„De la’r sig rennok inte nøje med Surt og Sødt og Svedsker og
saadan No’et, — næ, de vil min Tro ha’ Syltetøj, vil de — og
det møjet!“
Tutein’s Park var et sandt Paradis med mange Slags Skøn
heder, et straalende Flor af brogede Blomster, Frugttræer i
Masse, smaa Søer, store Plainer med det dejligste Græs, smaa
Marker med Køer og Lam, lange Alleer, hvoriblandt en, der gik
lige ned til Øresund og endte med en Udsigtshøj, vidtstrakte
Skovpartier, hvor Ensomheden og Freden havde lokket en Mængde
Sangfugle til at bygge deres Reder. Ja — der var undertiden en
Nattergalekoncert, saa at det kunde være vanskeligt nok at falde
i Søvn!
Og foruden al denne vidunderlige Skønhed var der et Sted,
F o t. „F ø r og N u “ ved. E lfe lt.
S lagelsegade, 1922,
som fra 1870’erne til 1886 hed R osendalsvej.
som Julie næsten satte over det øvrige — nemlig en stor, aaben
Plads med Gynge og Vippebrædt, der gav Anledning til evige
Løjer. —
Paa visseMaader var Cla s s e n ’s
Have nok saa interessant
som Tutein’s Park.Medens denne var velholdt og nærmest *pillen,
var Classens Have et rent Vildnis, et Stykke Urskov. Der var
ligefremme Skovtykninger, og brød man igennem saadanne Tyk
ninger, stod man til sin Overraskelse pludselig ved en Mose,
hvor der groede Moskedonnere, Brudelys og Iris. Og midt i Haven
laa en skummel, graaBygning, hvori man sagde, at der i
Svenskekrigens Tid havde siddet Fanger i Bolt og Jern.
Forskellen
paa „før og nu“karakteriseres udmærket ogsaa
ved, hvad Julie Sød
ring fortæller om
Forældrenes Sølvbryl
lupsfest og hendes
egen Konfirmation, to
Familiefestiviteter,
der begge fejredes i
det hvide Hus. I An
ledning af Forældre
nes Sølvbryllup blev
der ikke gjort den
ringeste Stads. Bør
nene havde skillinget
sammen for at give
Forældrene forskel
lige smaa Porpellæns-
genstande, og af en
Veninde fik Moderen
en Kop, hvorpaa i
gyldne Bogstaver stod
de Ord: „Beglückt sei
jeder deiner Tage!“
Flere Gaver var der
ikke, og Dagen for
løb i store Træk gan
ske som enhver anden.
Tænk paa det Staa-
hej, vi nutildags laver,
naar vi holder Jubi
læer, holder Sølvbryl
lup eller bare bliver
60 eller 70 Aar!
Og Julies Konfir
mation! Ikke Spor af
Festallarm, — et Par
Veninder var indbudt,
og Konfirmanden fik
tre, siger og skriver
tr e , Gaver, der endda
var uhyre beskedne,
— et lille Koralhals-
baand, et lille Guld
hjerte og — — —
„Mynsters
Betragt
ninger“! Om Aftenen
blev der i al Uskyldighed leget Blindebuk. Ikke-sandt, — det var
nøjsomme Tider dengang? Tænk paa Nutidens Konfirmationshalløj
— med store Selskaber, ofte paa offentlige Steder, med et Utal
af kostbare Gaver og med Balfaldera ud paa den sene N a t! ------
Lad os endelig ikke glemme den betydningsfulde Rolle, som
Militæret spillede i længst forsvundne Dage, da Naiviteten var
adskilligt større end n u ! Det var Sjette-Frederiks-Perioden, og
han var jo Soldaterkonge om en Hals, uhyre militært interesseret.
Kunst og Videnskab havde han jo — Gud bedre det! — ligesaa
lidt Forstand paa, og Interesse for, som de fleste af vore Konger
har havt, — sørgeligt nok, thi paa disse Omraader burde jo net
op Kongen øve stor og lykkelig Indflydelse. Militære Skuespil
af den tommeste Art var derimod noget, han forstod sig paa og
havde Morskab af. Og paa Østerbro, paa Vejen til Fællederne,
var der jo speciel rig Lejlighed til at nyde det florerende Sol
datervæsen. Flere Gange daglig lød Militærmusiken gennem Vin
duerne ind til Beboerne af det hvide Hus. I Reglen var det jo
det ulykkelige Vibenhus, der skulde stormes, og som alligevel
77