89 / 461
R idehuset, som hørte til D irektør H innés V illa paa R osenvæ ngets H ovedvej.
H u se t købtes i A a re t 1899 fo r efter en O m bygning a t overdrages til P in sen s m edicinske L y sin stitu t (se T eksten).
R id eh u set in d re tte d e s til L y sb ad eafd elin g og b en y ttes frem deles d e rtil.
Havestuen var tom.
Men lidt efter gik
Døren op, og en lille
Kone kom hurtigt
ind, løb lige hen til
Rosenkilde,
omfav
nede ham med sine
smaa Arme og ra,abte:
„Nej — søde Rosen
kilde! Tak for det
udmærkede Stykke!“
Og Rosenkilde spurgte
overrasket: „Hvoraf
véd De, at det er af
m ig ? “ „Jo, Rosen
kilde“, svarede saa
Fru Gyllembourg,
„der er ingen, der
skriver paa den Maade
som De!“
Det paagældende
„Stykke“ var et Inse
rat, som Rosenkilde
netop i de samme
Dage havde ladet
indrykke i „Adresse
avisen“, og hvori han
gjorde grundigt Nar
af en dum og affek
teret Recension,
„Fædrelandet“ havde
bragt i Anledning af
en Koncert, den be
rømte Pianist F r a n z
L is z t havde givet.
Naar Rosenkilde,
der selv var saa sand
dru og ligetil, læste
saadan noget affek
tert, opstyltet Tøjeri
i Bladene, maatte
H ovedindgangen til D irektør Hinnés Villa, som den saa ud, da Finsen flyttede ind i V illaen 1Aaret 1901.
hans ærlige Natur
skaffe sig Luft, og
naar han b e t a l t e
sine Artikler som al
mindelige Inserater,
var han jo sikker nok
paa, at de blev optaget
uden Indvendinger. Og
et morsomt Læsestof
afgav da ogsaa disse
Artikler for Adresse
avisens Abonnenter,
selv om de ikke Alle
vidste, at den berømte
Skuespiller var For
fatteren. De Fleste
kendte dog hans løjer
lige, originale Skrive-
maade, ægte Rosen-
kilde’sk, lunerig som
hans Komediespil.
Fra ham var det,
at Datteren Julie ar
vede ikke blot sit sce
niske Geni, men sik
kert ogsaa den Lethed
og det skelmske Lune,
hvormed hun førte sin
Pen. Og hendes Livs
erindringer er etsandt
Skatkammer for En
hver, der ønsker at
kende Forskellen mel
lem København, som
det var for næsten et
Aarhundrede siden, og
København, som det
er nu. — — —
83