88 / 461
Flnsen s m edicinske L ysinstitut.
P a v illo n e n opfø rtes i 1890, i K o m m u n eh o sp italets H av e u d m od Ø stersøgacle, som P in sen s fø rste K lin ik b y g n in g , og fly tted es d e rfra til K osenvæ nget 1901.
Familien boede paa Østerbro, og med sit' kaade Humør og i Sel
skab med sine jævnaldrende Venner satte han det hvide Hus paa
den anden Ende. Den unge F e r s l e w , den senere bekendte Bas
sanger, — E d v a r d H a n s e n , som var Broder til den berømte
Kammersanger og se
nere blev Kasinos
yndede Elsker, — men
fremfor alt den unge
M i c h a e lW i e h e ,
0111
hvem ingen dengang
anede, at han skulde
blive en af den dan
ske Scenes største Be
rømtheder, kom jævn
ligt derud. Men i det
lystige Selskab sad
Michael Wiehe gerne
taus, som om hans Tan
ker var langt borte.
Ferslew og Edvard
Hansen slog sig end-
ogsaa en Sommer ned
som Lejere i Gartner
boligen ved Siden af
Rosenkildes. Det hed
sig, at de en skøn Dag
var kommen ansti
gende med en Bære
bør, hvorpaa hele deres
jordiske Ejendom var
anbragt, — en Flip, en Guitar og Heine’s „Buch der Lieder“.
Disse meget forskelligartede Effekter blev under en jublende
Opsang transporteret ind i Gartnerhuset. Og at det blev en særlig
lystig Sommer, behøver vi ikke at tilføje.
Blandt de sidste Minder fra det hvide Hus staar for Julie Sø
dring Budskabet om Sjette Frederik’s Død, der den Bdie Decem
ber 1889 forkyndtes af Herolder i Byen — ogsaa ude paa Øster
bro. Hun erindrede, hvor dybt denne Begivenhed greb alle Hjer
ter med Sorg, thi elsket havde den gamle Konge været. Man
imødesaa Christian den 8des Tronbestigelse med lyse Forventnin
ger, fordi man antog ham for en frisindet Mand, der ogsaa
politisk set
Kliniken for H udsygdom m e, Facaden m od R osenvæ ngets Paralelvej
at vise sin Libera
lisme.
Forventnin
gerne gik som bekendt
ikke ganske i Opfyl
delse. -—
Lad os saa til Slut
ning kun omtale det
Besøg som Julie Ro
senkilde i Begyndel
sen af August 1841,
sammen med sin kære
Fader, aflagde hos
den gamle, fine Fru
G y l l e m b o u r g , der
den Sommer boede i
Valby.
Den lange
Tur i det dejlige
Solskinsvejr minde
des hun altid med
Glæde. En Fryd var
det jo at gaa alene
med saadan en Fa
der som Rosenkilde.
Han talte saa rart
med hende, oplyste
hende om saa meget og forklarede hende alting paa en
Maade, som gjorde den kedeligste
Hverdagsting morsom og
underholdende. Det var, som om de foretog en hel Rejse, —
saa lang var denne Marsch, førstlangs med Søerne, saa over
Enge og Marker, saa forbi dejlige Haver, — — og endelig stod
man da ved det lille, beskedne Hus, hvor Fru Gyllembourg
boede.
82