80 / 461
Østerbrogade Nr. 19.
Parti fra Ø sterbrogade i 1880’erne.
„R o send al“.
„"Dalen“.
R o sendalsvej,
G ade-N r. 22-24,
senere S lag elseg ade.
senere - 26-28.
74
KØEC7 -
L a n d “, som enhver Dansk kender og elsker. Sin lune Tørhed
viste han ofte i det daglige Samliv ved sine Indfald og kaade
Paradoxer. Den lille Julie var slem til at sige „Ved Gud!“
Krøyer fik hende vænnet af med denne Fejl ved en Dag til hendes
letforstaaelige
For
skrækkelse at udbry
de: „Lad være at tage
Vorherres Navn for
fængeligt. Du skal
sige F a n d e n g a l e
m i g
I“
Den, der af hele den
Rosenkilde’ske Fami
lie maaske var gladest
ved Flytningen fra
Adelgade til Østerbro,
var Madam Rosen
kilde, der mild og
stille, nøjsom og hjer
telig ligesom
var
Hjemmets gode Sam
vittighed. Hun havde
nemlig nu faaet et af
sit Livs højeste Øn
sker opfyldt: h u n
h a v d e f a a e t en
K ø k k e n h a v e ! Med
det ene Ord „Køkken
have“ staar for en in
karneret Nutidskøben
havner øjeblikkelig Forestillingen om landlig Fred og Fryd. En
Køkkenhave i Byen herinde synes os næsten en utænkelig Ting
og var det vel tildels ogsaa i hine Tider. Paa det landlige Øster
bro var en Køkkenhave et ganske naturligt Appendix til de fleste
Boliger derude. — —
Julie bevarede fra de lykkelige Barneaar, hun tilbragte i det
Chr. Købke pinx. U dsigt fra D osserin gen ved S orted am ssøen m od N ørrebro, 1838.
hvide Hus, en levende Erindring om den epokegørende Begiven
hed, det var, da der en sen Aften gik Ild i Hatten paa Østerbros
Mølle, der havde sin Beliggenhed ligeoverfor Blegdamsvejen.
Møllen brændte langsomt ned i Fred og Ro, ligesom et Spæde-
iys. Ogsaa dette klin
ger helt fortidigt og
landligt. Man havde
nemlig ikke nogen
Sprøjte parat. Den
eneste Sprøjte, Øster
bro var saa heldig at
eje, var netop kørt
bort for at gøre Ende
paa en Skorstensild
inde i Byen. Skorstens
ilden var selvfølgelig
slukket, længe før
Sprøjten ankom til
Stedet. Og saa havde
Mandskabet samvit
tighedsfuldt styrket
sig med adskillige
Sopkener ovenpaa
den anstrengende Ud
flugt, og derefter hav
de det i god Mag be
givet sig tilbage til
Østerbro, hvor imidler
tid Møllen havde staa-
et ganske uforstyrret
og var brændt længere og længere ned, indtil den laa som Aske
paa Jorden. Da Brandmandskabet var kommet til Østerport, havde
endvidere denne Port ulykkeligvis været lukket, saa man havde
maattet gøre omkring og begive sig den lange Omvej til Nørreport,
der stod aaben Natten igennem. Og da de behjertede Folk endelig
engang naaede Østerbro, kunde de til deres Forbavselse slet ikke
P o rte n til Ø sterb rog ad e N r. 24.
S kjold B ørgesens V illa .