304 / 311
Da Regissør Halbergs D atter, Anna, i sit 10. Aar kom til Dag-
m arteatret, kunde hun allerede se tilbage paa en 3aarig T eater
virksomhed i Norge, hvor hun den 5. Marts 1882 optraadte første
Gang som et af Børnene i „Et Dukkehjem“ paa Bergens Scene.
Dér som her spillede hun adskillige Børneroller og vil maaske
endnu huskes af Enkelte som den raske Dreng i „Landsoldaten“.
Med Aarene blev Rollerne større, og ved sin Følelse og sin over
overordentlige N aturlighed vakte hun Opmærksomhed i dem alle.
Endnu ubevidst i sin Kunst syntes hun, at Komediespil var det
letteste i Verden, naar blot Instruktør P. A. Rosenberg sagde,
hvilke Ord i Sætningerne hun skulde betone. „Det, at spille Ko
medie, var for mig at spise og drikke — at leve“, fortæ ller hun
selv, og Publikum gav hende med Glæde Ret. A lt i Livet og paa
Scenen klædte hende.
Anna Halberg var som Johanne Luise Heiberg opstaaet af et
Kaos af Modsætninger, og der flød italiensk, norsk og dansk Blod
i hendes Aarer. Der kan drages P aralleller mellem de to Skue
spillerinders Oprindelse, sceniske Evne og P erfektibilitet, men
ingenlunde mellem Styrken af deres V iljer eller den Stilling, de
naaede i Samfundet. N aturen var ødsel, da den gav Anna H al
bergs lydefri Skikkelse en Sjæl, som ejede den geniale Intuition.
Hun var uhyre modtagelig og havde den Lykke ju st paa det rette
og var blevet en bevidst Kristen. H idtil havde hendes Sjæl ikke
blot rummet et Stykke af Himlen, men ogsaa givet Plads for et
Glimt af Helvede. Men nu rejste hun sig til Kamp mod dette
Glimt, og da hun havde vundet Sejr, Vilde hun ogsaa lære andre,
at den, som overvinder sig selv, er stæ rkere end den, der indtager
en hel Stad. Ved at udbrede K ristus’ Lære har hendes Liv faaet
et dybere Indhold og hun selv en rigere Lykke end nogensinde
før. Men Kunstens Venner beklager stadig Tabet af hendes Evne,
der endnu ikke er bleven erstattet.
Larsen, Otto Gyntelberg,
født 1. Aug. 1864, første Optr. 25. Aug.
1889 som „Gamle“ i „Nøddebo P ræ stegaard“, sidste Optr.
1
. Juni
1890 som Qvist i „For Alvor“, senere ansat ved D agm arteatret og
Casino.
Fru O d a N ie ls e n s Broder, Otto Larssen, havde in te t dram atisk
Talent, men røbede som F o rfatter baade Iagttagelsesevne og
Sprogfølelse. Han var gift med Skuespillerinden A n n a L a r s s e n
født Halberg. Charles K jerulf har nylig k arak teriseret ham saa-
ledes: „Oprindelig Marine-Aspirant, saa rigtig Sømand, Journalist,
Forfatter, Skuespiller, F orfatter igen og . . . Gud véd hvad. Først
og sidst en højst urolig, altid omflakkende, aldrig stabil Tilværelse.
Udmæ rket begavet og overstrømmende elskværdig, men ogsaa
Fru Dybvad.
Johs. Nielsen.
Fru Orlamundt.
Dorph-Petersen.
S cenebillede fra 1. Akt af „T yven“ (1907).
A. R. Christensen.
Johs. Ring.
Tidspunkt at finde en Instruktør, der tvang hende bort fra den
nærliggende Fristelse at spille paa sit Ydre og som ikke tillod
hende at blive staaende ved det ubevidste eller ufuldendte, men
som læ rte hende at arbejde og holdt hendes svage Vilje i sin
stærke Haand. Denne Mand var Herman Bang. Hun tra f ham
paa Folketeatret, og derfor fik Perioden dér stor Betydning for
hendes kunstneriske Udvikling. „Bang lukkede op for mig“, for
tæ ller hun, „viste mig ved sit Eksempel, at man ikke kan gaa
til Kunsten som til en Leg; det koster at blive en god Kunstner
— det har jeg mange Gange følt . . . Han kunde have de geniale-
ste Paafund, de mest bedaarende Tonefald — jeg vil være ham
taknemmelig hele m it Liv for, hvad han har læ rt mig.“
Sæsonerne paa F olketeatret blev V aarbrudet i Anna Larssens
Kunst. Ved blot a t nævne T itlerne paa »Frie Fugle“, „Elskovs
leg“ og „Pigen fra Heilbronn“ vil Indtryk af Renhed, Ynde eller
Skælmeri stige frem for Tilskuernes Erindring. Hun skabte lødig
Poesi ud af den Bunke Unatur, som „T rilby“ var. Og hun gav
en Komedie fra Oldtiden, „Kvindernes Sammensværgelse“, nyt Liv
i Rampens Lys.
Som en moden Kunstnerinde vendte Anna Larssen tilbage til
D agm arteatret, hvor hendes guddommelige Evne i de følgende
Aar gav sit Ypperste. Men den, som i det Skjulte satte Kronen
paa hendes Værk, var stadig Herman Bang. Hans geniale Visioner
genspejledes af hendes Geni.
Med Udgangen af Sæsonen 1908—09 forlod hun Scenen. En
religiøs Understrøm i hendes Sind var steget og skyllede nu alle
andre Følelser bort. Hun havde gennemgaaet en aandelig Krise
usigelig ugidelig og nederdrægtig ondskabsfuld. Med ovenud
flotte Grand-Seigneur-Vaner og højst beskedne Matros-Fornøden
heder . . . Inkarneret Kjøbenhavner og Globe-Trotter, der, bedst
som han sad paa en hjem lig Kafé, kunde stikke af . . . til Paris,
Kap eller Honolulu, hvorfra ofte Rygtet om de mæ rkeligste Be
drifter naaede hjem. B rillant Kammerat, trofast Ven — og dog
svigefuld som Havets Skum. F ra sin tidligste Ungdom som mæ rket
af Svindsot, med et blondt og blegt, sæ rt og sygelig spinkelt
Ydre — og dog kunde han byde sig selv alt, baade af Fest og
Slid, Overflod og Savn — m aatte i Grunden være knippelstærk.
Alt i alt et Modsigelsens Tegn — i V irkeligheden Danmarks
eneste Bohême.“ Otto Larssen døde den
21
. Jan. 1910.
Lehmann, Julius,
født 14. Juli 1861, cand. mag., Folketeatrets
Sceneinstruktør 1890—93.
Da D agm arteatrets D irektør, F. A. Cetti, i 1888 havde standset
sine Betalinger, overtog „N ationaltidendes“ Musikanmelder, cand.
mag. Julius Lehmann, Ledelsen og blev i den følgende Sæson
Medlem af det Triumvirat, som indledede Professor Riis Knudsens
Æra. Treenigheden var dog snart forbi. Medens Karl Mantzius
søgte tilbage til Nationalscenen, gik Julius Lehmann til Folke
teatret. Det var ikke let for en ung Instruktør med moderne
Begreber om Samtaleform at virke blandt gamle, populære Skue
spillere, som havde deres anerkendte Facon. Lehmanns Bestræbel
ser gik ud paa at vække Sansen for en mere naturlig Inddeling af
Samtalen, saaledes a t det væsentlige blev fremhævet paa.Bekost-
ning af det mindre betydende. Hans Virksomhed gavnede navnlig
290