308 / 311
nede dermed sit Galleri af unge H aandværkere, der altid var
frodige i Lunet, forskellige i Stemmen, uimodstaaelige i Smilet
og udstyrede med et professionelt Særpræg. I Oktbr. 18G0 skabte
han Hans Styx i „Orpheus“, en mageløs Skikkelse, fuld af P er
spektiver, baade komisk og tragisk, og dermed rykkede lian frem
i første Række, hvor han gennem ti Aar hævdede sin Plads som
en genial Farceskuespiller. Havde han væ ret ansat ved „Palais
Royal“ vilde han være blevet verdensberømt. Rejsende, som saa’
Stykkerne i Paris, foretrak hans Udførelse. Han m aatte optræde
næsten hver Aften, undertiden endog i fire Roller, for naar hans
Navn ikke stod paa Plakaten, blev Indtægten mindre end Ud
giften. Det var derfor et stort Tab for T eatret, da han i 1870
efter en Uenighed med Lange sagde sin K ontrakt op og begyndte
et omflakkende Liv i Provinserne og Norge, afbrudt af enkelte
Ophold ved Casino (senest 1880). Under denne Omtumlen fra
Scene til Scene gik han kunstnerisk tilbage. Overanstrengelse,
det forcerede Liv, en beundret Skuespiller let kommer til at
leve, og Sygdom angreb hans Stemme, og lidt efter lid t blev
hans Tilværelse et Liv paa Rester af en genial Evne. Han følte
selv sin Nedgang og led derunder. Døden kom derfor den 23.
April 1882 som en Befrier. Han blev begravet paa Holmens
Kirkegaard.
Frederik Madsens Kunst bundede i et lyrisk-barnligt Sind, som
vel var letsindigt, men ogsaa uden al Beregning. N aiviteten
forsøg (jvfr. Pag. 233). Ligeledes fik Mantzius kun Lov til at
spille Løjtnant v. Buddinge én Gang ved sin Benefice: Mankendte
hans Magt over Publikum og ønskede ingen paatrængende Kon
kurrent paa Nørregade.
Han var som bekendt en modig Mand, naar han havde en Pen
i sin Haand. Da „Dagbladets“ Anmelder klagede over, a t hans
Memorering af Dr. Hagens Rolle i „A rresten“ ikke var korrekt,
skrev han i „Fæ drelandet“, a t det var ham ligesaa modbydeligt
at blive recenseret af „Dagbladets“ K ritikus, „som a t lade en
Barbersvend gramse sig med sine klamme Fingre i A nsigtet“.
Ingen Skuespiller vilde i vore Dage vove et saa skarpt Svar
overfor et toneangivende Blad.
Folketeatrets indskrænkede og ensartede Repertoire kunde n a
turligvis ikke i Længden tilfredsstille en Kunstner med Mantzius’
blodrige Temperament og klassiske Dannelse. Da D irektør Chri
stensen havde veget Chefsposten til Fordel for Geheimeraad Til-
lisch, gik han derfor tilbage til den Scene, hvor han hørte
hjemme. I hans Privatliv betød Folketeaterperioden en Omvælt
ning.
Han kom dertilsom en næsten 40aarig Ungkarl og gik
derfra som en lykkelig Ægtemand og Fader til en lille Dreng,
nuværende Dr. phil. K a r l M a n tz iu s .
Mantzius, Sofie, født Rosenberg, Frue, født 15. Maj 1861, første
Optr. 30. Aug. 1885 som Palle i „Gøngehøvdingen“, sidste Optr.
Dorpli-Petersen,
Robert Neiiendam.
S cen eb illed e fra 2. Akt af
Olga Meyer,
,Den m ystiske A rv“ (1906).
lagde paa hans Tunge et Tonefald mellem at le og græde. Han
var eri Galning, som i Tide burde være blevet indfanget til Røgt
og Pleje paa Nationalscenen. De vekslende D irektioner dér
gjorde ikke deres P ligt eller var ikke deres Opgave voksen, da
de i ti Aar lod ham øse sin Rigdom ud i et Secondteaters Døgn
repertoire. Phister havde i 1866 tre unge T alenter a t vælge
imellem for at finde sin E fterfølger: Sophus Neumann, Frederik
Madsen og Olaf Poulsen. De to havde allerede som yndede
Skuespillere deres Form, men den brød Phister sig ikke om.
Han valgte den yngste og ganske Ubeskrevne, for a t danne ham
i sit eget Billede. Valget blev skæbnesvangert for Frederik Mad
sen. Olaf Poulsens Kunst svulmede snart som en Pæon, farverig
og stærk, men Frederik Madsens Kunst ejede det rigeste H jerte.
Mantzius, Kristian,
født 4. Novbr. 1819, cand. phil., første Optr.
15. Septbr. 1858 som Bonnichon i „Onklen fra Amerika“, sidste
Optr. 24. Maj 1860 som Professoren i „Feriegæsterne“ ; død
5
.
Juni 1879.
E fter en Uenighed med D irektionen Hauch-Christensen tog kgl.
Skuespiller K ristian Mantzius resolut sin Afsked og gik til Folke
teatret, hvor han opnaaede en paa P rivatteatrene indtil da ukendt
Gage, nemlig 4.000 Rdlr. (vel c. 15.000 Kr. i vore Dages Penge
værdi). Det var et dristigt og dygtigt Træk af Lange a t knytte
den udmærkede Karakterkom iker til sin unge Scene, som trængte
til hans Autoritet. Mantzius stod paa Højden af sin Evne og m aatte
i de to Sæsoner, Engagementet varede, optræde 343 Gange i ikke
m indre end 30 Roller. Gennem ham forbedredes Repertoiret bl.
a. med „Feriegæsterne“ og „Mester og Lærling“, som han satte i
Scene, og han bevægede ogsaa Lange til at sæ tte Holberg paa
Plakaten, men da
2
. Akt af „Jacob v. Thyboe“ var opført 7
Gange med Held, nedlagde M inisteriet Forbud mod flere Holberg-
19. Marts 1886 som Vivivivi i „Capriciosa“ : gift x) med Dr. K a r l
M a n t z i u s , . 2) med Translatør, Baron A. W a ll een .
Fru Soffy Mantzius debuterede i 1882 paa det kgl. T eater og var i
de følgende Aar ansat ved alle Byens Privatscener, indtil hun i
1894 kom tilbage til sit Udgangspunkt. F o lk eteatret høstede kun
i en V inter Gavn af hendes Talent, som dog først en Del Aar
senere fandt sit rigeste Udtryk i forsagte, stilfæ rdigt-lidende
Skikkelser (Fru Jensen i „Den gamle P ræ st“) eller i rørende,
halvkomiske Figurer som Tante To i „Skærmydsler“. Hun afgik
fra det kgl. T eater i 1911 og blev i 1918 ansat ved Aarhus stats-
understøttede Scene.
Marer, Johannes,
født 3. April 1861, cand. phil., første Optr.
26. Septbr. 1884 som Lorges i „En Lysttur til Monaco“, sidste
Optr. 27. Maj 1887 som Gustav i „En forfulgt Uskyldighed“ ;
lever nu i Langaa i Jylland.
Johs. Marer, der i 1883 debuterede paa Casino, var som Skue
spiller en Modsætning til sin Morbroder, Frederik Madsen. Han
var intelligent, men tør og spillede bedst, naar han skulde give
Udtryk for D istraktion. Ved sin betydelige Maskeringsevne og
sin Stilsans skabte han ofte karakteristiske Billeder ud af smaa
Roller i historiske Stykker, navnlig udmærkede han sig som
Thomas Diaforius i „Den indbildt Syge“. Ved Siden af sin Skue
spillervirksomhed, som Marer via D agm arteatret sluttede paa
Aarhus Scene, var han en dygtig Oversæ tter og Ekspert i Grafo-
logi sam t F orfatter under Pseudonymet Poul Fasting.
Marquard, Urania,
Frøken, født 13. April 1856, første Optr. 1.
Septbr. 1874 som Rose i „Jomfru Rose“, sidste Optr.
1
. April
1875 som Emilie i „T retten “.
Frk. Marquard var en talen tfu ld Skuespillerinde, som i Provin-
294