144 / 407
Fig. 106.
Planering.
Med planering menes alle de arbejder,
som fordres for at gøre en rundsavklinge lige og plan,
d.v.s. udjævne alle buler (brandpletter) og huller samt
vindskævhed hos klingen.
Før selve planeringens begyndelse undersøger man
ved hjælp af den korte lineal, og klingen liggende på
ambolten, savklingen m.h.t. buler og huller. På denne
måde undersøger man begge klingens sider. Alle
buler afmærkes med et kridtkors, og afmærkningen
foretages på den side, der buler ud. Bulerne hamres
derefter forsigtig med planhammeren, således at
hammerslagene og bulens længderetning er sammen
faldende. Arbejdet fortsættes, indtil alle buler er ud-
jævnede.
Ved hamringen må man være opmærksom på, at
slagene ikke må være for kraftige. Det er bedre at
hamre klingen ad flere gange, idet for hårde slag kan
medføre, at klingen deformeres. Man bør undgå at
placere mere end et slag på samme sted.
Strækning.
Betydningen af en korrekt strækning af
klingen er behandlet i indledningen. Hvor stor denne
strækning på en rundsavklinge skal være, afhænger af
det savede emnes egenskaber, klingetykkelsen, skære
hastigheden, fremføringshastigheden etc. Det er derfor
nødvendigt, at retteren kender alle disse forhold, da
han i modsat fald er henvist til at rette klingen på må
og få. Med stor strækning af klingen menes, at den
lysåbning, som fremkommer ved kontrol af stræknin
gen, se fig. 106, er stor, og omvendt, at en lille stræk
ning modsvares af en lille lysåbning. Man kan også
sige, at en klinge er »løs« ved stor lysåbning og »stiv«
ved lille lysåbning.
Følgende almene regler om strækningens størrelse
kan anføres:
1. Små klinger kræver mindre strækning end store.
2. Jo større skærehastighed eller jo større frem
føringshastigheden er, desto mere strækning kræ
ver klingen.
3. Klinger til blødt træ kræver større strækning end
til hårdt træ.
4. Tynde klinger strækkes kraftigere end tykke.
5. Ved savning i frosset træ skal strækningen være
noget mindre end ved vådt træ.
6. En tynd og hurtiggående klinge taber hurtigere sin
strækning end en tyk og langsomgående.
Rundsavklingerne taber ganske naturlig i tidens
løb deres strækning eller spænding, dels på grund af
påvirkningerne ved arbejdet og dels ved de gentagne
omfilinger. Den sidstnævnte årsag turde være den al
mindeligste. Omfilingerne og dermed diameter
formindskelserne medfører, at klingedelene i peri
ferien i tidens løb bliver fastere og hele klingen til
sidst strækningsløs. Den indre del af klingen må der
for atter gøres løs, for at klingen kan få sin rette
spænding.
Ved undersøgelsen af strækningen hos en rundsav
klinge placeres denne horisontalt på ambolten, se fig.
106. Savklingen hæves op, således at den kun hviler
på de periferiske dele, og linealen placeres som
figuren viser. På en klinge, som har tabt sin spænding,
falder de periferiske dele ned, og der opstår en lys
åbning mellem linealens og klingens ydre dele. På en
klinge med rigtig spænding falder derimod de indre
dele ned, og der fremkommer en lysåbning, som er
størst i centrum af klingen. Lysåbningens størrelse er
et mål for klingens spænding. Ved hjælp af en måle
anordning, f. eks. en graderet kile, som indstikkes
under linealen, kan strækningens størrelse nøje op
måles.
Ved undersøgelserne af en klinge, som skal stræk
kes, afmærkes de dele, som på fagsproget betegnes
som løse partier. Ved strækning af klingen anvender
man rundhammeren. Klingen hamres, således som
antydet på fig. 107 og på begge sider. De løse partier,
142