140 / 407
Tykkelsen på rundsavklinger fra forskellige lande.
Klinge
diameter
i mm
Tykkelsen i mm
Sverige
Tyskland U .S.A .
England Frankrig
100
1,00
0,8
1,07
0,8
0,5
200
1,25
1,1
1,25
1,1
0,7
300
1,63
1,4
1,4
1,5
1,0
400
1,83
1,8
1,5
1,7
1,4
500
2,34
2,2
1,83
2,1
1,8
600
2,64
2,7
2,11
2,4
2,2
700
2,95
3,2
2,41
2,4
2,4
800
2,95
3,4
2,6
2,8
2,8
900
3,25
3,8
2,6
2,8
2,8
1000
3,25
4,0
3,05
3,1
3,3
tynde, idet man ved afkortning ikke kan opnå nævne
værdige økonomiske fordele ved anvendelse af tynde
klinger.
Det er en indlysende forudsætning, at rundsavklin
gerne har en ensartet tykkelse, for at de kan arbejde
fejlfrit. Uregelmæssigheder i tykkelsen er ensbetyden
de med en ændring i tyngdepunktets beliggenhed,
hvilket kan medføre, at klingen får en uregelmæssig
gang. Rundsavklinger fremstilles fortrinsvis af varmt-
valsede plader, og tykkelsesforskellene er relativt store
i den valsede udførelse. Efter at klingen er forsynet
med tænder, er hærdet og oprettet, slibes den mellem
slibesten, hvorved en meget stor jævnhed i tykkelsen
opnås. Ved denne fremgangsmåde bliver afvigelserne
fra den nominelle tykkelse maksimalt ± 0,05 mm.
En bedre, men mere kostbar, metode er at planslibe
klingerne, hvorved afvigelserne i tykkelsen vil blive
maksimalt ± 0,02 mm. Specielt hvor rundsavklin
gerne skal anvendes til flere forskellige formål, bør
man være meget nøjeregnende med at vælge en klinge
med en meget ensartet tykkelse.
Rundsavklingens tandformer.
Tandformen på en rundsavklinge må tilpasses det
arbejde, klingen skal anvendes til. Fabrikanterne til
virker af denne grund deres klinger med et antal
forskellige tandformer. I svensk standardblad nr.
1 300 findes optaget de vigtigste tandformer for rund
savklinger. Der findes på nuværende tidspunkt ikke
tilsvarende dansk standardblad. Foruden disse har
de forskellige fabrikker varianter beregnet for spe
cielle formål. Betegnelserne på de vinkler, som kende
tegner tandformerne, er vist på fig. 98. Der findes
imidlertid forskellige navnebetegnelser for disse vink
ler m. v., hvorfor disse kan variere betydeligt fra
det ene sted til det andet.
I nedenstående afsnit behandles hvilken indflydelse
tændernes geometriske udformning har på snitfladens
udseende, kraftbehovet og sliddet på tandspidserne
m. m.
6
-
p
H
Fig. 98. Betegnelser for vinkler etc. på savtænder.
a —
slibningsvinkel.
(3
= ægvinkel,
y = spånvinkel.
S =
rygfasvinkel.
£ = brystfasvinkel.
d = tanddeling,
h = tandhøjde,
t = tykkelse,
s = udlægning.
Tandformen for kløvsave.
Spånvinklen y
(gamma). Denne vinkel er altid po
sitiv for kløvsave. Alment gælder, at en klinge skærer
lettere, når spånvinklen er stor. Ved større spånvink
ler er snitfladen dog mindre god, og derfor vælger
man spånvinklen = 0°, hvis man ønsker en finere
skæreflade. Spånvinklen skal være større ved skæring
i blødt træ end ved skæring i hårdt træ. Ved kløv
ning af blødt træ med en skærehastighed på ca.
50 m/sek. har erfaringen vist, at tænderne har den
rette spånvinkel, hvis en fra tandbrystet (tandens
forkant) forlænget linie, tangerer en diameter, som
er
2/3
af klingens yderdiameter. Tilsvarende værdi
for denne tangeringsdiameter er for hårdt træ V
2
yder
diameter, se fig. 99. I henhold til denne regel får man
for blødt træ en spånvinkel på ca. 40° og for hårdt
træ ca. 30°. Disse værdier må betragtes som en ret
ningslinie, og man må også tage hensyn til ar
bejdets art. I praksis anvendes dog gennemgående for
lille spånvinkel, hvilket beror på, at en tand med en
stor spånvinkel ser svag ud, og man tror derfor, at
den lettere kan lide overlast, hvilket dog ikke er
tilfældet.
Slibningsvinklen a
(alfa). For denne vinkel gælder,
at den skal være så stor, at tænderne kan trænge ned
i træet, uden at tandryggen kommer i berøring her
med. Slibningsvinklen (eller filingsvinklen) bør ikke
være mindre end 10°.
¿ y y i/ J'& n c/
langsskæring)
138