272 / 407
være sådan, at når man føler på beslaget, skal det
være en behagelig fornemmelse, man får. Man må
skelne klart mellem metalforbindelser, som bliver
skruet uden på træet, og metalforbindelser, som læg
ges ned i træet. Hvis metallet skrues uden på træet,
fig. 442, skal alle kanter være bløde, hvorimod de be
slag, som lægges ned i træet, skal have skarpe kanter,
og beslagets overside skal ligge glat med træets over
flade. Det forekommer ofte ved metaldele, som er
fremstillet i storproduktion, at snedkeren selv er nødt
til at gå kanter og huller efter.
Fig. 441.
Fig. 442.
sætte ind med al sin viden om træ, for at resultatet
kan blive så godt som muligt.
For at fastgørelsen fra ben til plade kan blive så
stabil som muligt, må man lave en flange eller en
anden vinkelkonstruktion foroven. Røret påsvejses
vinkeljernet eller den runde jernplade, i hvilken man
må bore det fornødne antal huller til fastgørelse. Se
fig. 440.
Den naturligste tykkelse for flanger og fladjern er
3-4 mm, ellers yder de ikke den nødvendige stabilitet
ved overgangen fra det, der bærer, til det, der bliver
båret. Hvis pladens eller bundens tykkelse tillader det,
vil det øge møblets stabilitet at indstemme bære
fladen. Fig. 441. I stålrørsben sættes i mange tilfælde
et træstykke ind, som danner sokkel på benet. Man
skal sørge for, at der drejes en lang tap på, så fast
gørelsen bliver så stærk som muligt. Man kan lime
træsoklen fast, og når soklen er af en hård træsort, kan
den drejes, så den passer stramt i, og hvis tappen er ca.
4-5 cm lang, skulle man være sikker på, at den ikke
går løs. Man kan desuden bore et hul i stålrøret og
sætte en stift ind. Gummipropper kan også anvendes
som sokkel i stålrør; de trykkes ind i røret uden lim
eller stifter.
Messing
har altid været et godt materiale til møbel
beslag. Det anvendes meget til støtter, især i sokkel-
bæringer. Man skal nøje iagttage, hvor støttens eller
beslagets led går over og danner fastgørelsen af træet
og beslaget, og derved sørge for, at funktionen hånd
værksmæssigt bliver så god og smuk som muligt. Man
skal påse, at beslaget er fri for grater, at skruerne
er skruet lige i og ligger til på hele fladen. Det skal
A LM INDE L I GE
S AML ING SMETODER
Den synlige samling hører med til een af de første
iagttagelser ved et arbejdes kvalitetsvurdering. De
samlingsmetoder som anvendes i dag indenfor sned
keriet er stort set de samme som brugtes århundreder
før vor tidsregning. Det skyldes, at vi stadig er tvungen
til at tage hensyn til træet, dets beskaffenhed, klimaet
og arbejdets opbygning. Konstruktionernes form har
forandret sig lidt op gennem tiderne, især hvor ma
skinerne har kunnet sættes ind; men i princippet er
de forblevet i den oprindelige form.
Der skelnes mellem sinkning, gratning, notning
samt dyvling. Samlingerne må altid udføres nøjagtigt.
Da træet som regel altid har værkstedstemperatur,
behøver man ikke med de nyere lime at varme træet.
Noget andet er tilfældet, når man limer med almin
delig snedkerlim; da skal samlingerne varmes godt,
så det kolde træ ikke nedsætter limens bindeevne ved
at tage varmen og dermed en væsentlig bindekraft
fra limen. En utæt samling holder aldrig og slet ikke,
hvis man sømmer eller skruer for at presse samlingen
sammen.
Gennemsinkningen.
Denne samlingsmetode er vel nok den ældste form,
og anvendes hvor hjørnet kræver en stærk samling,
eller hvor man bagefter kan lime en tykkelse over
eller dække med andet materiale. Fig. 443.
I det moderne formsprog anvendes den i dag især
hvor det drejer sig om tynde dimensioner. F. eks. i
reoler, kassetter og mindre møbeltyper kan sinken
gå ind som et dekorativt led i møblets form.
Når stykkerne er skåret eller stødt af længde og
sammenmærket, ridses med stregmålet på siderne af
stykkerne træets tykkelse ind fra enden af træet. Der
efter spændes tapstykket op i bænken med indersiden
ind imod en selv, og så inddeles stykket. Det er lige
270