145 / 182
140
5
te J u n i:
Gid Folket stedse klarere maa erkjende, at et frodigt og fyldigt
Universitetsliv er et af V ilkaarene for Landets og Folkets Lykke.
Med Tak for Fortiden, med Haab til Frem tiden, ville vi istemme
et Leve for Kjøbenhavns Universitet.
K o rt efter a t denne Tale v a r b leven lioldt, b esteg U n iv e r
sitetets S e k t o r Talerstolen. K r o n p r i n s e n rejste sig fra sin
P lad s, et Exempel, der selvfølgelig blev fn lg t a f alle, og m eget
levende Ju b e lra ab h ilste T aleren fra alle Sider.
H an havde — sagde h a n — under Sam tale m ed en svensk
G jæ st y tre t, a t det va r lan g t le tte re a t holde en saadan F e s t
som denne i en m indre S tad, der gan ske beherskedes a f U n i
versitetet, end i en stor, hvor U n iv e rsite te t ligesom forsvandt,
og a t overhovedet det stille U n iv ersitetsliv i m indre B y er havde
noget særdeles tiltalend e. Men nu in saa han, a t h a n havde
h a v t Uret. D en store S tad havde m ed overstrømm ende V el
vilje tru k k e t U n iv e rsite te t frem , og n aar h an tæ n k te paa U n i
versitetets L iv i det Hele, erk jend te han, a t det v a r god t a t bo
ved L and ets H jæ rte — th i d et va r K jøb enhavn — godt, baade
fordi det der plejedes kjæ rlig, og ford i det v a r g av n lig t a t leve
der, hvo r L ivets Bølger g ik stæ rkest, hvor de aandelige B ry d
n ing e r kom stæ rk e st frem, baarne a f ta lrig e Fo lkeskarer. Men
det havde ogsaa sine B etæ nkeligheder a t bo næ r ved H jæ rte t,
th i F jen d en søgte gjerne til H jæ rtet, og h an havde ogsaa gjen-
tagne Gange ang reb et D anm ark s H jæ rte. Ik k e b lo t v ar det
T ilfæ ldet i æ ldre T ider, m en da h an selv for 59 A ar siden kom
til K jøb enhavn som S tuden t, laa endnu store Dele af Hoved
staden i Ru iner, H ovedk irken var ikke opført, og U n iv ersitetet
hen laa som et skjændet L ig. T il G jengjæ ld havde h a n ogsaa
set K jøbenhavn rejse sig m ed K ra ft og D yg tighed . Gud give,
a t U n iv ersitetet altid m aatte bo i e t stæ rk t og r ig t K jøbenhavn !
U n iv e rsite te t havde søgt a t tilbag ebetale noget a f den Gjæld,
hvori det stod til Hoved staden , dels ved a t udb rede K und skab,
dels stundom — og det va r den dy reste Maade — ved a t over
lade det sine bed ste K ræ fter, f. Ex. Ole Rømer, der efter a t