146 / 182
/
have ud fo rsk et H immellegem ernes Veje, siden som Politim ester
ordnede L and ets Maal og Vægt. Saaledes vilde det forhaabent-
lig fremdeles gaa, at S taden ydede K ra ft og Liv, og a t U n iv er
s ite te t til Grjengjæld ydede, hvad det kunde, i S to rt som i Smaat.
Med dyb Følelse a f egen K inghed, m en tillige m ed S tolthed,
m indedes Taleren, a t h an i en Kække a f A ar havde væ ret
L and sting sm and — endel A ar første L and stingsm and — for
K jøbenhavn , og det havde stedse væ ret ham en T ilfredsstillelse
a t forb inde dette H v erv med sin Universitetsvirksom hed. H an
ud b rag te en Skaal for en fo rtsat lykk elig S am virken mellem
K jøbenhavn og U n iversitetet.
D a T aleren un d er fo rnyet J u b e l havde forladt Talerstolen,
b lev følgende S ang a f P . H a n s e n til Æ re for U n iversitetets
G jæ ster afsung et:
I, som bære K ransen om je r Pande,
P lettet rig t af Laurens grønne Blad,
Vær velkomne paa de danske Strande,
Vær velkomne her i A x e ls Stad,
H a n , der havde K irkens Stav ihænde,
H a n , der gav den stille Porsker Ly,
H a n , der slog med Sværdet Danmarks Pjende,
Byder je r Velkommen i sin By!
Endnu er for Videnskabens Virken
Axels Manddomsgjerning et Symbol:
Endnu lyser ud igjennem K irken
Alterilden, tændt af Sandheds Sol;
Endnu skal vi granske Straalens Brydning,
Ane bag dens Parve Lysets Væld;
Endnu skal vor Kundskab faa Betydning
Som en Kamp for Pædrelandets Held.
Axelstad med sekelgamle Minder,
Herskerinde over Bølgen blaa!
Nu et nyt du glad i Kransen binder,
Mens din stolte Helt du tænker paa,
K o m m u n e n s F e s tm id d a g .
1 4 1