147 / 182
142
5
te J u n i :
Ham, der ser med Smil i Øjne klare
Fy lket i sin Stad til Fredens Fæ rd
Videnskabens bolde K rigerskare,
Sandheds stæ rke, kampberedte Hæ r!
Derpaa udb rag te Fo lketing sm and B i l l e den dertil sva
rende Skaal.
H an frembævede, a t d e t ik k e vilde væ re
til daglig B ru g , a t det H u s , hvo ri v i b e fand t os,
vilde huse saadanne Gjæster. D e t v a r he llig e t de finansielle
In teresser, og dets Bestemm else var, a t der h e r skulde op
kræves en Del a f de A fgifter, hvorom en op ly st R ig sd ag og
en frisinde t R eg e ring stad ig førte K rig . F o rh a a b e n tlig v a r det
en gu n stig Indv ielse, d et nu fik; k u n Skade, a t F e sth a llen sn a rt
a tte r skulde forsvinde som saadan. K omm unen havde netop
øn sket a t samle sine Grjæster næ r v ed det Sted, hvo r L iv e t p u l
serede stæ rkest, næ r det E lem en t, der, om d e t end ik k e i samme
F o rstand som forhen va r de D anskes Vej til Ros og Magt, dog
vedblivende v a r en K ilde til L iv og g avn lig V irk som hed . Man
havde h aab et a t kunn e vise dette B illede, b e ly st a f en sm ilende
Sol, m en medens Guderne ellers i m eget v are K jø benhavn
gunstige, vare V ejrets Guder det efter gamm el E rfa rin g ikke.
Hs. kongelige Højhed, der havde m indet om K jøb enh avn s Mod
tagelse af K ronprinsessen , m aa tte vide, a t selv n a a r dets H jæ rte
banked e allerstæ rkest, kunde H im len formørkes, og K jøb enhavn
formaaede stundom k u n a t smile gjennem T aarer. Maaske var
det dog ganske godt, a t v o rt K lim a ik k e indbød til T ry g h ed og
sikker Nydelse. V i havde h a a b e t a t se endnu la n g t ta lrig e re
G jæ ster h e r; m en en dyb H jæ rteso rg havde ram t L a n d e t og
bev irket en Ind sk ræ nkn in g a f F e s te n ; alle, som v a re komne
hid, bød K jøbenhavn h jæ rte lig velkommen. I den pavelige
Bulle, hvo rved U n iversitetets Oprettelse tillodes, stod der, a t
U n iv e rsitete t skulde bygges paa et Sted, hvo r
copia victualium
haberetur
— i vore Dage vilde m an v el have m ed tag et
copia vini
— og K jøbenhavn ønskede a t vise sine G jæster, a t det endnu
som fordum kunde opfylde dette V ilkaar. D e t hilsede alle
\