142 / 182
K o m m u n e n s F e s tm id d a g .
Og Øjet flammer;
I stille Kammer
Haar Hny og B rag:
Mens Skrifter tydes,
Med Aander brydes
Han Slag i Slag!
Skal ej med Skamme
Han fly den Dyst,
Maa Pilen ramme
H ver Dødnings B ryst.
Men Spørgsmaal klirre,
Og Tvivl forvirre
Hans klare Syn, —
Da som fra Himlen
Slaar ned i Vrimlen
E t Tankelyn!
Den dunkle øaade
Sin Løsning fandt,
Han kan den raade, —
Sin Sejr han vandt!
4.
T ak være Alle, som ærlig stred,
Med Alvor, Taalmod og Mod!
Grjennem deres Navne
E r K redsløb af Folkets Blod:
Adelsmænd af gammel Æ t!
Søn af Skipper og P ræ s t!
R ingest P ilt fra Ploven
Hjorde det stundom bedst.
T ak være Hver, som har tøjlet kjækt
Sin Tankes stridige Spand,
Aandens Vande dæmmet
Til Havn for vort gamle Land!