137 / 182
132
o te j u n i :
Du blev mindre i Maal;
Der blev færre i Flok,
Der blev Strid blandt de styrende Mænd.
Ej saa vanfør og veg,
Ej saa slap blev vor Slægt,
Yi jo bøde kan Skjoldet igjen.
End b ar Dannemark Mænd,
End bar Mandsmodet Magt,
Sol kan synke, den stiger paa ny
H ar vi firet vort Elag,
Skal der dæmre den Dag,
Hvor med Hæder det bejses mod Sky.
D erpaa betraad te Bo rgm ester H. N.H a n s e n T alerstolen
og udb rag te et L eve for Fæ d re landet, id e t lian sagde.
Mine H errer! Naar jeg med inderlig Tak til Hs. kgl. Højhed
Kronprinsen fra K jøbenhavns Kommune for de varme og velvillige
Følelser, ban nys udtalte for vor By, tag er Ordet for at udbringe en
Skaal for, hvad vi alle vide ligger hans H jerte ligesaa næ r: vort
Fædreland, maa det være mig tilladt med en lille Forandring at be
gynde med en af vore D igteres Ord og da at sige: „Pinseklokken
kimed mildt, fra den danske Kyst, meldte over Lande, dog om saa
stæ rk en D y st“ — , tbi denne Tanke faldt mig paa Sinde igaar, da
Yor Frues K lokker kaldte os til Fest, og da det lange Tog af Nu
tidens Mænd drog fra Højskolen til Festsalen i K irken, idet det var
for mig, som gik der med os en Skare af Fortidens store Aander —
de Mænd, hvis Navne vi idag have skrevet paa vore Skjolde — , som
sagde os, at ikke blot paa Slagets Mark, men ogsaa i Aandens
Yerden føres der Kampe, som sagde os, at over Nuets kortvarige
Gfjerning er der Noget, som bliver og varer, et Tog, der førte som
sit Mærke med sig deOrd, som en af Højskolens Mænd læ rte os:
Sit Fædreland skylder man alt, hvad man kan udrette.
Og dette
er i Virkeligheden det bedste Svar til dem,
der i vore Dage kaste
V rag paa Fædreland som paa saa meget andet, denne Følelse, som
Jubelfesten giver os af, at Fædrelandet er mere end Du og jeg og
end vore smaalige Interesser, at det er en levende Personlighed,