139 / 182
134
5
te J u n i:
paa Grundloven. Dette er ingenlunde saa, tvertimod! Foi K jøben
havns Kommune staar Friheden som et af L ivets ubetingede og uund
værlige Goder; den er som Lyset og L u fte n ; uden dem kunne vi ikke
bestaa eller trives.
Som en god Kommune prise vi Lyset og Luften,
og som en god Kommune elske vi F rih eden ; vi ere taknem lige for
den, og vi haabe, at den hos os stedse maa bevares og tiiv e s, thi
vi kunne ikke forstaa, hvorledes Samfundet kunde gaa uden den.
Men vi holde ikke Fødselsdag for Lyset og Luften, og saaledes heller
ikke for Grundloven. Og naar jeg nu h ar sagt dette, saa maa det
være mig tilladt at tilføje den lille uskyldige Bemærkning, at ikke
alt, hvad der sker i' Lyset og Luften, finde vi rig tig t, men det er
ikke Lysets og Luftens Skyld.
Saa samle vi os da i et fælles Ønske og i et fælles Haab, og
det skal lyde omtrent som saa: Gud give, at i vort Fædreland de
materielle K ræ fter maa vedblive at trives og fremmes; gid Aandens
og Videnskabens K ræ fter stedse der maa føre en try g og velsignet
Tilværelse; gid om hundrede Aar vor Højskole atter maa kunne lejre
sin Jubelfest i et lykkeligt dansk Fædreland! Leve Danmark!
E fte r denne Tale sang de tilstedevæ rende Medleitimer a f
S tudentersangforeningen fø rst „Der er et y n d ig t L a n d “, derpaa
istemmedes en K a n ta te a f C lir. K i c li a r d t , „For U n iv e rs ite te t“,
i fem A fsnit, dels a f S tuden tersangerne, dels a f K amm ersanger
S im o n s e n , dels a f sam tlige de T ilstedevæ rende. K a n ta te n
bestod a f følgende V ers:
1
.
F rostnatten ruged over Aandens Sletter,
Lunden var tom ;
Smaat dog det lakked ad de lyse Næ tter,
Løvspringet kom.
F rejdig Kolumbus stirred over Havet,
Guttenberg bladed i sin første Bog,
Mangen Yngling staved
Sokrates’ Sprog.