44 / 182
K ir k e fe s te n .
39
en bestemt Slægt blandt de Yngre i en bestem t Alder og med en
bestemt Fordannelse, at bringe denne Videnskaben nærmere og at
gjøre den sammes Indhold tilgængeligt og forstaaeligt, at føje til
Foredragene Samtaler og fremfor Alt Øvelser i de forskjelligste
Former. Til enhver T id her at finde det rette er ikke altid let,
men vi ville være betænkte derpaa, og vi haabe, at vi ogsaa der
skulle finde, hvad Tiderne behøve. Men Videnskaberne voxe; de
kunne ikke omfattes af En. Hver kræver sin Mand helt, Fagene
maa bearbejdes uden Hensyn til de andre; der bliver ingen Tid til
overs til at se sig om fra Naturen til Historien, fra H istorien til
Retslæren osv.
Ja, den T id er visselig forbi, da man maaske kunde
begynde med at være Professor i Logik, derefter blive Professor i
Physik og ende som Professor i Theologi. Ik k e blot dette Stadium,
men mange andre, som dog ikke laa os saa ijernt, ere forsvundne;
Videnskaben kræver sin Mand.
Mender er en anden Sætning, vi
ikke maa glemme. Videnskaben kræver for at være Videnskab en
hel Mand, et helt Menneske, en Mand, der, idet han forsker i det
Enkelte, i det Særlige, véd, at hans Arbejde er en Bestanddel af
den store Opgave, der omfatter hele Menneskelivet, hele Tilværelsen
med alle dens Spørgsmaal. Han maa arbejde paa, hvad der er ham
givet som sæ rligt Arbejde, saaledes at han ved, at han behøver
Understøttelse fra andre Sider, og at hans Arbejdes F iu g te r skulle
voxe sammen med F rugterne fra andre Sider, og han maa arbejde
med den Bevidsthed, der aner et Samlingspunkt, der skuer hen mod
et Lys, hvis Glimt, selv om de kun ere svage og matte, dog forædle
og hæve hans egen Bevidsthed.
Den enkelte Arbejder i et B jerg
værk stiger ned, og skilt fra Andre i
et lille Kammer udhuggei
han langsomt E rtsen af S tenen ; kun af og til hører han en sagte
Hamren ved Siden af sig, hvor et lignende Arbejde foregaar, men
han mindes om, at han ikke arbejder alene, og da opstaar den Tanke,
at Alt, hvad der paa alle Steder frembringes og hugges løs af
Klippen, det skal tilsidst samles i en fælles Skakt, føres op til
Dagens Lys og der smeltes til ren t Metal.
Saaledes skal Viden
skabsmanden arbejde ved sin stille Gjerning i sit eget Fag, skuende
hen mod det Lys, der funkler langt borte, og hvortil han haaber,
at hans Arbejde ogsaa skal bringes op.
Gud bevare os dette Samliv,
hvor vi, byggende paa en fælles Fordannelse, meddele hverandre
F rug ten af vore Arbejder, og, saa fjernt disse end synes at staa
hinanden, vi dog alle vide, at vi styre hen til det samme Maal!
Gud bevare vore Studerende dette Samliv, der, medens det uddannei