42 / 182
K ir k e fe s te n .
37
at være et goclt dansk Universitet, tillige liar været et europæisk
Universitet, saa liar det dog maaske fejlet, fordi det ikke har været
folkeligt nok? Den K lage lyder jo ialtfald stundom. Nej, vort Uni
versitet har været tilstrækkelig folkeligt, fordi det med Folkets Tarv
for Øje har arbejdet paa og løst den Opgave, der var dets. Vort
Universitet har ligesaa lidt som noget andet Universitet kunnet aabne
Adgang til Videnskabens Indre uden mangesidig Forberedelse, og
det har lige saa lidet kunnet række Forskningens F rug ter i fuldt
Maal til Alle, der blot vilde modtage uden at arbejde. Universitetet
har erkjendt det som sin Opgave at fremlægge og meddele Alle,
der vilde arbejde sig ind i Videnskabens Helligdom, Videnskabens
F rug ter og Resultater med deres Forudsæ tninger i en videnskabelig
Form. Det har ønsket og stedse efter Tidernes omskiftelige V ilkaar
arbejdet for, at af hvad der her tremtraadte og maatte fremtræde i
streng Form, deraf udsondredes og overgaves til Alle, der vilde
modtage det, Alt, hvad der kunde gives i en mindre streng Form,
naar de kun tillige vilde agte det højere Maal og det Arbejde, der
var rettet derpaa.
Man har ogsaa bebrejdet vort Universitet — men Bebrejdelsen
træffer alle Universiteter, fordi den er rettet mod Noget, der ligger
i deres Væsen — , at vi In tet have gjort for vor nationale L iteratur,
navnlig for Digtekunsten.
Ja, Universitetet er sig vel bevidst, at
det ikke er en Skole for D igtekunsten, th i en saadan Skole gives
ikke. D igtekunsten udfolder frit sine Vinger til Nydelse for Folket,
til Nydelse ogsaa for os. Og dog har heller ikke Digtekunsten
eller den danske D igtekunst været uden Forhold, og det et Forhold,
som vi vel kunne vedkjende os, til vort Universitet.
Universitetet
skal for det første forsøge at erkjende Kunstens Væsen, at eftervise
Skjønhedens Id e og Skjønhedens Former. Men dernæst fremtræder
Poesien i en Mangfoldighed af Skikkelser og Former fra den fjerneste
Oldtid, i Former, som kun kunne forstaas og nydes gjennem sprog
lig og historisk Kundskab, men som, naar de kjendes, virke befrug
tende ogsaa paa den nyere Tids Digtekunst.
Og hertil har vort
Universitet efter Evne aabnet Adgang. Man er bleven noget vant
til at tænke sig D igteren Holberg som en Modsætning til den lærde
Professor Holberg, men det er en meget usand Opfattelse. Sandere
er der sunget af en af Holbergs bedste Efterfølgere, af en fin Aand
og en ædel D igter; han har sunget her i Universitetets Højsal:
Husk, at Kingos Harpe her blev stemt,
Holberg holdt i klassisk Daab sin Skjemt.