37 / 182
4
d e J u n i:
den Handling, hvorved Danmarks Højskole, K jøbenhavns Universitet,
stiftedes. Den Plante, der betroedes Jorden, fandt denne lidet for
beredt ; Pleje og Røgt var sparsom, P lanten trivedes langsomt, syg
nede og truede med ganske at gaa ud. Da kom en mildere
Luftning, en friere Strøm fra Syden, da. kom Pleje og Omhu fra
Konge og F o lk ; P lanten skjød nye, stæ rke Rødder, den hævede sig
i en rank Stamme; den voxede til et højt og k raftigt Træ, under
hvis Krone i Aarhundredernes Løb Slægter af Unge og Gamle have
vandret og arbejdet, vandre og arbejde den Dag idag og, hvis H e r
ren vil, fremdeles skulle vandre og arbejde. D et er til Ihukommelse
af hin Stiftelse, det er for at skærpe Bevidstheden om vor Opgave,
at styrke Fortrøstningen til Frem tiden ved at skue tilbage paa F o r
tiden, at vi idag samles: Højskolens Læ rere og Studerende. Ak!
vi samles ikke, som vi havde haabet, med Landets Konge, H ersk er
slægtens Fornyer; men hans Tanke er os nær, og hans Søn og
Arving er os Borgen derfor. Vi samles med Kongesønnen, og vi
samles derhos med en talrig Skare af Landets bedste M ænd, af
hvilken den største Del selv har væ ret vor Højskoles Sønner, samt
tillige med en Skare af Gjæster fra vore Frændelande som kjæ re
V idner og Deltagere. Gud give, at denne Dag maa være til Glæde
og Velsignelse!
Naar vi sende vor Tanke over den dybe og brede K løft af
4 0 0 Aar for at kalde frem for Sindet den Handling, der da foregik,
de Mennesker, der deltoge i den, deres Skikkelser, deres Ord og
deres Tanker, da frem træder der for os en overvældende Forskjellig-
hed. Vi have ondt ved, i hvad vi der se, at finde Begyndelsen til
vor Gjerning, ved i dem at se vore Forgængere, og hvis de kunde
sende B likket herhid, vilde det være dem endnu vanskeligere i os
at se deres Gjernings Fortsæ ttere, deres Efterfølgere.
Selv det, at
vi idag tale vort Modersmaal, vilde forekomme dem forunderligt, thi
dengang troede man, at der om saa høje og alvorlige T ing kun
kunde tales i det fra Oldtiden overleverede Sprog.
H ist se vi i
det ringeste en fast Tro, en ivrig Bekjendelse; men vi se en ind
skrænket K reds af Ind sig t og Kundskab, bunden og støttende sig
til Autoriteten og overalt bøjende sig først for Aabenbaringens Au
toritet, saaledes som K irken lod den fremtræde, og dernæst ved
Siden af K irkens for en fra Hedendommen overleveret Autoritet, men
i forvansket Skikkelse: man bøjede sig for den lidet kjendte, men
i den lidet kjendte Skikkelse næsten kanoniserede Hedning Aristoteles.
Snæver var den K reds, hvorover B likket paa hin T id svæ v ede;