32 / 182
K ir k e fe s te n .
27
nem Tiderne vedbliver at fornye og forynge sig selv fra Slægt til
Slægt, den være fremdeles over den! Ja, Livsfornyelsens og L ivs
foryngelsens Aand svæve over Danmarks Højskole, velsignende,
skærmende, at den maa blive en lysende Pille og Støtte for Aands
livet i Folket, og at der fra dens Haller maa udgaa en Ungdom,
dygtig til at tjene Fædrelandet, dygtig til at stride for Aand og
Sandhed. Denne Aands Velsignelse være over Fredens, over Sæde
mandens G jerning; være over Granskningens det stille Arbejde, at
den, som søger, ogsaa maa finde; være ogsaa over Striden, som her
saa ofte maa gjennemstrides, det være sig i Ensomheden i det stille
Kammer, det være sig i det Aabenbare. Vi vide det, — og R e
formationen er her det store Vidnesbyrd, — at Sandheden ofte kun
kan vindes gjennem Strid, at Sandhedens Erkjendelse ofte maa gaa
gjennem Tvivlen, at Aander maa kæmpe med Aander om Sandhedens
dyrebare Klenodie.
Vi bede ikke, at Striden ikke maa være, be-
gjæ re ikke den dorske Ro; men derom bede vi, at Striden om
Aandens dyrebare Klenodie altid maa blive ført i Aand og Sandhed;
thi kun da kan den blive til Din, til Sandhedens Æ re! Dog skal
Skolens G jerning saavelsom K irkens først og fremmest være en
Fredens Gjerning. Saa bede vi da: Giv ogsaa i de kommende Tider
Regn og frugtbare Tider fra Himlen for Aandens Marker i vort
Land. Lad Sæd og Høst aldrig aflade, at Ordet maa vorde opfyldt:
En saar og en Anden høster, men begge skulle de»glæde sig, baade
den, som saar, og den, som høster; at den yngre Slægt maa ind
komme i den ældres Arbejde, fortsætte og foldkomme det, at der i
Høstens Tid maa vindes Kranse, ikke af golde, men af fulde Ax,
værdige til at smykke Fædrelandets Tempel, til Din, til Sand
hedens Æ re.
Og da udvide vi vor Bøn og bede, at Du, vor Gud, vil vel
signe enhver god og gavnlig Id ræ t i Folket, velsigne ikke blot
Aandens, men ogsaa Haandens Gjerning, Agerdyrkerens, Haandvær-
kerens, den fredelige Borgers Gjerning, at alle Gaver, alle Kræfter,
alle Virksomheder maa tjene- til det samme Maa], til Fædrelandets
Vel.
Din Velsignelse være over Konge, Fædreland og Folk! Vi
vide ikke, hvilke Frem tidsskjæbner Din Visdom har beskikket for vort
L and; men derom bede vi, at Fædrelandskjærligheden altid maa
være i Aand og Sandhed, at vi maa staa faste paa den onde Dag,
og ikke blive træ tte i Tider, bestemte til at være Taalmodighedens
Tider!
O, Du vor Gud! vor Tilflugt og vort Skjold, vor faste Borg!