36 / 182
K ir k e fe s te n .
31
A tter ud en Ynglingskare d ra g e r:
Hærge vil den ikke mer’, men lære,
Og til Fædrej orden tør og' mager
Vand fra Videnskabens Brønde bære.
Ydmyg henter den fra Seinens Bred
Ild til Hjemmets kolde A rnested;
Samler ind til Fattigfolk i Nord
Smuler fra det rige Sydens Borg.
6
.
Prises skal Stammefaderens Navn
A f seneste Efterslægt,
Fordi han skjønnede R igets Savn
Og fik det lægt.
Hvor kjækt han brugte sit Riddersværd,
Det heled’ ej Trillingkronens Skaar;
Men Frugten af Kongens Pilgrimsfærd
Fylder fire hundrede Aar.
Og hvad han planted’ som Ympe spæd,
E r vordet en mosgroet E g ; <
Og hvad han lagde af fremmed Sæd,
Giver vægtige danske Neg.
Og bærer Kulturens Parthenon,
E t Tavl, vort Folk kalder sit,
Saa lagdes derpaa den første Haand
Ved Kong Christians Romerridt.
Takket være
Christian den F e r stel
Derpaa besteg U n iversitetets R ek to r M a d v i g Talerstolen
og ho ld t følgende T ale:
Naadigste Kronprins, Højbaarne Fyrster, Højtærede Forsam ling!
Fo r 4 0 0 Aar siden samledes i den ærværdige K irke, som da stod
paa dette Sted, men som siden Fjendevold har ødelagt, Danmarks
Konge, Grunderen af den nye Herskerslægt, med et Antal af Landets
bedste og mest ansete gejstlige og verdslige Mærid og med en liden
Flok, mest fremmede Lærde og Videnskabsmænd —
doctores et m a -
gistri
, som de dengang kaldtes — og foretog med pavelig Tilladelse