46 / 182
K ir k e fe s te n .
7.
F ra W ittenberg kom det løsende Ord,
Den rensende Ild, den løftende Bølge :
F ra nu kan i F rihed Aanderne følge
Den evige Sandheds flygtende Spor.
Nu rejser Stamfaderens Værk sig af n y ;
Med Tankernes Maal vides Højskolens Vægge,
Og tæ ttere vorder de Hørendes Række
Om „
K losterets
“ Boi’d og i „
Kongsgaardens
“ Ly.
8
.
Frem drager Slægternes lange Karavane,
Trodsende Ørkenens Sand;
Skiftende Førere, Feltraab og Fane,
Stræber den mod Strimen i Himmelens Rand.
Grjøglende Syner har sinket dens Fod,
Omveje spildte dens Tid og dens Evner;
A ldrig dog svigted’ dens Tillid og Mod,
Altid dog fremad den stævner.
I
Saa vil det blive til Verdens sidste D a g e :
Frem skrider Aandernes Tog;
Skuffet og skræm t det ej flygter tilbage,
Snublende og faldet det rejser sig dog.
Slægter udslukkes — saa fødes der ny ’,
K ræ fter opslides — saa modnes der an d re ;
Frem imod Sandhedens straalende Gry
Menneskeheden maa vandre.
Hvorhen den søgende R idderskare stiled’,
Hvor den saa fæsted’ sin Lejr,
Ud fra vort Land er der Stalbrødre ilet,
Delende dens Skuffelse eller dens Sejr.
Mellem de herskende Folk er vi smaa,
Ikkun en Torso med afrevne Lemmer;
I vor forhuggede Skjoldrand dog staa
Navne, som Verden ej glemmer.