94 / 182
P r o m o tio n s fe s te n .
89
Svarene paa disse sex sidste D epu tationer sam lede R e k t o r
i følgende T ale:
De Henvendelser, som Forsam lingen nu sidst liar hørt, have alle
et vist Fæ llesskab i Oprindelse, idet de alle udgaa enten fra Mænd,
der med os dele Læ rerkaldet, eller fra den Ungdom, der endnu
slutter sig til Universitetet som søgende Belæring der. I alle disse
Henvendelser føle vi en Aand ytre sig, som dybt forpligter os til
Paaskjønnelse.
\ i glæde os over, at man har anerkjendt, at vort
Universitet uden skinsygt at vogte over, hvad det troede at være
sit, og uden ængsteligt at sæ tte Grænser der, har ladet Anstalter
udgaa og sondre sig, der skulde overføre, hvad der her foredroges
i \ idenskabens strænge theoretiske Form, i videre Kredse til praktisk
Anvendelse.
Saavel glæde vi os over V idnesbyrd fra den Anstalt,
som næsten er en Del af os ved for en stor Del at have fælles Læ
rerpersonale med os, som ved V idnesbyrdet fra den Anstalt, der
videre har udsondret sig fra os, men som har været villig til at
bevidne sin Oprindelse.
E n sæ rlig Følelse af Glæde og Paaskjøn
nelse fremkalder hos os den Udtalelse, vi hørte fra Danmarks Offi-
ceiskole.
Vel er det sagt fra Oldtiden:
Inter arma silent musae'.
„Muserne forstumme under Vaabenlarm“ ; men vi erkjende alle, at Mu
sernes Helligdom træ ng er til k raftig Beskyttelse, at den stille Fredens
Fæ rd ikke kan udvikle sig, naar den ikke er forbunden med et
Manddommens Mod til at værne om sin Bestaaen. Det har glædet
os at høre, at det erindres, at naar Fædrelandet kaldte sine Sønner
fra Universitetet, saa h ar det villig sendt dem, og det er mig kjæ rt
at turde udtale, at den danske Hæ r i dette Øjeblik i sine Rækker
tæller en talrig Skare levende V idner om, at Universitetets Sønner
gjerne fulgte Kaldet, og fulgte det med en saadan Iver, at de varig
bleve Hærens Sønner. — Det er naturligt, at jeg med en særlig In
teresse dvæler ved den Hilsen, der kom fra de Læreanstalter, der
forberede Ungdommen til Universitetet, der sende os vore Lærlinge.
Vore V irksomheder smelte saa nøje sammen, at vi ikke kunne be
tragte dem anderledes end som i deres inderste Væsen sammen
hængende og dannende en Enhed.
Den Følelse af Tak, som jeg her
har at udtale, faar for mig en inderligere K arak ter ved den person
lige E rind ring om det næ re Forhold, i hvilket jeg i en Række af
Aar har staaet til Danmarks lærde Skoler.
Je g har fulgt deres
Virksomhed med K j ærlighed og bevaret den hedste E rindring om
dette Forhold.
Og med denne Følelse, men som en ikke blot pei’-