90 / 182
P r o m o tio n s fe s te n .
85
udvikle dem i de R e tn inge r, som maatte synes mest tjenlige for
denne. Det er da let fork larlig t, at vi ved denne F e st gribes af
Følelser, svarende til dem, som i det private L iv samle Børnene om
kring deres Foræ ldre for at lykønske dem til deres Fødselsfest, idet
de takke dem for alt, hvad de i deres lange og hæderfulde Liv have
udrettet baade for Børnene selv og for andre, og idet de udtale
deres Haab og levende Forventning om, at der maa forundes For
ældrene en lang og glansfuld Frem tid. Universitetet er fra Arilds
Tid af sine Sønner blevet k aldet: „den hulde Moder“ ; vi minde om,
at det latinske Ord, som er blevet ov ersat: „ den hulde “ , ogsaa betyder
den nærende eller den frugtbare, at det er et Tillægsord for Geres
og for Jo rd en , og at det isæ r er i denne B etydning, at vi for vor
Højskoles Vedkommende paakalde Universitetet som ogsaa vor frugt
bare Moder, som den, der h ar affødt os og mange andre Børn og
vil afføde mange flere, der alle ligesom vi ville bevare en klar Be
vidsthed om deres U dspring og en trofast Hengivenhed for den Moder,
der har fostret d em .“
Den næ ste D epu tation , der tra a d te frem, var den for d e t
k g l . A k a d e m i f o r d e s k j ø n n e K u n s t e r . T il Ordfører
havde den Akadem iets D irek tø r, E ta tsra a d M e l d a h i , og dens
andre Medlemmer v a re : E ta tsra a d H e i n r i c h H a n s e n og
O
P rofessor N. S i m o n s e n .
„Vi komm e,“ u d ta lte Ordføreren, „fra det kgl. Kunstakadem i
for a t overb ringe Akadem iets L yk øn sk n ing og Tak. K u n st
akadem iets P len arfo rsam ling h a r v ed tag e t en Adresse, som je g
— Deres Excellence — skal tillad e m ig a t oplæse.“
A dressen *) lød saaledes :
I den Stund, da Universitetet med berettiget Stolthed ser til
bage paa 4 0 0 Aars Virksomhed som det danske Folks ypperste
Leder og Læ rer i Lærdom og G ranskning, i Ordets og Talens
Kunst, bør det danske Kunstakadem is Hyldest og Tak ikke savnes.
Vel ligger det i Sagens Katur, at den skjønne Kunst ej kan
lære sin egenlige Opgave af Videnskaben.
Medens dennes skarpe
Øje gjennem trænger Natten, glæder Kunsten sig ved Lysets Farve-
spil og meddeler andre sin Glæde.
Men ligesaa lidt som den strenge
*) Denne Adresse, der ligesom de andre, der oplæstes, blev fremlagt paa det foran
Talerstolen opstillede Bord, var smykket med en rig kunstnerisk Indfatning.