DenHistoriskeVaabensamling

bøsserne), der ladedes med Stenkugler, og Geværerne, •der ladedes

med mindre Bly- eller Jærnkugler, og som kaldtes L o d b ø s s e r .

Ved Hjælp af Beretninger i gamle Haandskrifter og Regnskaber,

ligesom ogsaa ved Hjælp af de faa Exemplarer af saadanne Lod

bøsser, der endnu bevares i de evropæiske Vaabensamlinger, er

det muligt at danne sig et nogenlunde fuldstændigt Billede af deres

Udseende og Indretning. I deres ældste Skikkelse bestaar Bøssens

Pibe af et kort støbt Metalrør eller et sammensveitset Jærnrør.

Bagtil løber enten Piben ud i en lang, spids Jærnstjert, der tjener

til Haandtag og lukker for den nederste Del af Løbet, den saa-

kaldte Kammerende, eller ogsaa sidder Løbets Bund nogle Tommer

fra Pibens Bagende, hvorved der bliver Plads til heri at anbringe

et Træskaft. Paa Exemplarer af Lodbøsser fra en lidt senere Tid

er imidlertid Piben forlænget og ved Baand eller Ringe fastgjort

i en udhulet Træstok, hvilken danner den første raa Begyndelse

til det senere Skæfte. Paa de endnu bevarede Lodbøsser ere

Løbene, hvis Tværmaal vexler mellem 7 Linjer og 1 Tomme,

ikke underkastede synderligt Efterarbejde efter Smedningen eller

Støbningen, og under Piben ses ofte en Hage, som under Affyringen

har tjent til at støtte Vaabnet mod Brystværnet eller andet Anlæg.

Af Haandskydevaaben af den nysbeskrevne Art besidder vor

Samling et Brudstykke af et enkelt Vaaben (se Fortegnelsen A 1);

iøvrigt ere de mærkeligste 3 Lodbøsser, som fandtes i Ruinerne

af Borgen Tannenberg i Rhinhessen og sandsynligvis skrive sig fra

Slutningen af det 14de Aarhundrede, samt enkelte Stykker, som

gjemmes i forskjellige Vaabensamlinger saasom i Stokholm,

München og Nürnberg.

I den største Del af det 15de Aarhundrede beholdt Geværerne

deres simple Præg og vare i Hovedtrækkene tildannede som ovenfor

udviklet. Dog fandt man efterhaanden paa at anbringe Fænghullet

i en skaaldannet Udhuling paa Siden af Piben istedetfor ovenpaa

denne, hvilket forhen havde været Tilfælde, og herved vandt man

den Fordel at kunne tage Sigte under Affyringen; men iøvrigt til

vejebragtes denne sidste kun ved, at en fritholdt Lunte bragtes i Be

røring med Fængkrudtet. Ligeledes begyndte man at tildanne

Skæfterne saaledes, at de kunde støttes mod Kinden. Ildvaabnene

ere paa denne Tid meget uensartede og foruden lange og korte

Ildrør benyttes meget tunge, der under Skydningen maa betjenes

af 2 Mand, og som fortil støttes mod et Tværanlæg, bagtil mod

Jorden.

Først henimod Aarliundredets Slutning og i Begyn

delsen af det 16de Aarhundrede foregaar der gjennemgribende

Reformer ved Geværfabrikationen; men da var Ildvaabnenes Be-