139 / 438
119
pantsatte Sager, og saa begynder han at pantsætte igen.
Saaledes bliver det ved til i September 1770, da Bernstorff
blev styrtet. Hvorledes det under disse Omstændigheder gik
med Lærlingenes Uddannelse, er det ikke vanskeligt at tænke sig.
Engang indgav de en skarp Klage over ham, hvori de
beskylder ham for, at han ikke forstaar sin Profession, at
han ikke har Instrumenter nok, og at de, han har, ikke duer,
og at han slaar dem blaa og blodige for ringeste Forseelse.
Som sædvanlig skyder han al Skylden paa sine Lærlinge, og
Direktionen trøster sig med, at alt nok kommer til at gaa,
naar først Bonté kommer, ja den anbefalede endogsaa Auban,
da han ansøgte Kommercekollegiet om at maatte blive Mester
i Lavet uden at gøre Mesterstykke, for at han kunde gøre
sine Lærlinge til Svende „efter Lavets Brug og Maner“ .
Det er muligt, at denne franske Urmager har haft sær
lige Gaver til at besmykke en daarlig Sag, i det mindste
kunde hans Breve tyde derpaa; men alligevel er det ganske
ufatteligt, at Bernstorff i flere Aar kunde lade sig narre af
en saa uvederhæftig Person, selv efter at han var bleven op
daget baade af Forstanderen og i hvert1Tilfælde nogle af
Direktørerne. I dette Tilfælde er det unægteligt, at hans
gode Tro til Mennesker var uheldig baade for den Sag, han
vilde fremme, og for den Stiftelse, hvis Vel laa ham saa meget
paa Sinde. Nu var han borte, og Direktionen anslaar straks
en skarpere Tone overfor Auban, hvis Dage paa Opfostrings-
huset nu var talte. Det første Bonté gjorde, da han kom,
var at forlange et Laan paa 1000 R,d., som han rigtignok
ikke fik, da han ikke kunde stille Kaution; men Direktionen
mente sig dog forpligtet til ikke helt at slaa Haanden af ham
og haabede endogsaa ved hans Hjælp endnu at kunne faa
noget ud af den ulykkelige Urfabrik, hvilket kan ses af en
Ordre til Broust, hvori det hedder, at „da Directionen har
bragt i Erfaring, at Uhrmagerdrengene paa Opfostringshuset
gaa og drive omkring og lidet eller intet arbejde af Mangel
paa de nødvendige Ting, nemlig Værktøj, Varme og Lys, og
det lader til, som Auban slet ikke mere tager sig af dem,
eller forskaffer noget til det behøvende, men lader alting bero
paa hans nylig ankomne Svoger, Bonté, hvis Lejlighed det