![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0136.jpg)
116
for alt, at Direktionen straks lod dem opklæde fra inderst til
yderst, siden skulde det afgøres, om det var paa Opfostrings
husets eller Aubans Regning. Da de meget nødig vilde tilbage
til ham, blev de alle foreløbig indlagt i Stiftelsen, hvilket
naturligvis var meget uheldigt. Der var særlig en af dem,
der var opsætsig og aldeles ikke holdt sig Reglementet efter
rettelig, men gik ud og kom hjem, naar han fandt for godt.
En Aften, da Informator Rørdam havde Opsyn ved Drengenes
Maaltid, begyndte denne Fyr, der hed Hector, at børste sine
Sko inde i Spisestuen. Da Rørdam straffede ham med nogle
Slag i Hænderne af et Ris, blev han uforskammet mod ham.
Det maa jo unægtelig have været flovt for et Menneske paa
21 Aar at faa Prygl i Drengenes Nærværelse; men synder
lig Medfølelse er der ikke Grund til at have for ham, naar
man hører om hans følgende ualmindelig sjofle Optræden.
Stillingen maa aabenbart ikke have været behagelig for
Auban. Hvad der var kommen frem i Forhørene havde ikke
sat ham i noget gunstigt Lys, hans Læredrenge vægrede sig
ved at gaa tilbage til ham, og Direktionen saa ikke paa ham
med de blideste Øjne. Ganske vist vilde Bernstorff nødig
slippe ham, og det gjaldt derfor om at faa udslettet det ugun
stige Indtryk, som Forhørene ogsaa maa have gjort paa ham.
Hertil mente Aubans Venner at kunne benytte Hector, der
efter Historien med Rørdam nødig vilde blive paa Opfostrings
huset og vel ogsaa frygtede for Følgerne af sin Optræden.
En af Aubans Slægtninge, en Garver Perriard, der ligeledes
var kommen ind fra Frankrig, skrev da i Hectors Navn et
Brev, som Informator Abild, der havde faaet sin Afsked paa
Grund af Udygtighed, oversatte paa DansP. Hector gik saa ud
til Bernstorff og klagede sin Nød og afleverede Brevet. Heri
anmoder han i de mest ydmyge Vendinger om at maatte
komme tilbage til Auban, som han meget beklager nogensinde
at være kommen bort fra. Det var kun daarlige Kammerater
og Ungdoms Ubesindighed, der havde forledt ham til at klage
over denne Mester, og han havde intet højere Ønske end at
blive udlært hos ham.
Brevet gjorde sin Virkning, og Hector maa have spillet
sin Rolle godt; thi Bernstorff sendte straks Bud ud paa Op