251 / 438
231
storffs gamle Portner, Lars Arentzen, døcle. Ogsaa gamle Sko
mager Lange forsvandt nu fra Skuepladsen. Han havde en
aandssvag Datter, som Pyntemesteren, en forhenværende Under
officer, var samvittighedsløs nok til at forføre, hvorfor han
naturligvis straks blev fjernet, men ogsaa Lange maatte flytte
bort, skønt han skrev et sønderrivende Brev til Magistraten,
hvori han foreslaar, at den straffer hans „taabelige Datter“ ,
og lader ham og hans Kone i Fred; han har været ved Stif
telsen i 26 Aar, og den „uforglemmelige Grev Bernstorff“
havde ansat ham paa Livstid.
Det hændte ikke sjældent, at der var Rivninger mellem
Informatorerne og Pyntemestrene, der havde Tilbøjelighed til
at blive irritable, hvad deres Bestilling maaske medførte.
Fastelavns Mandag 1784 blev det helt galt med Informator
Olivarius og Pyntemester Cramer.
Den Dag var det Skik, at en Del af de flinkeste Drenge
kunde faa Tilladelse af Informatorerne til at gaa ud. Det
var ogsaa sket denne Gang, og Pyntemesteren havde efter en
hel Del Ophævelser udleveret deres Tøj. Senere paa Dagen
kom der en Kone og bad om at faa sin Dreng med hjem,
hvorfor Olivarius, der havde Tilsyn, sendte Drengen op til
Pyntemesteren; men han nægtede rent ud at udlevere Tøjet,
før Forstanderen, der just var ude, gav ham Ordre dertil.
Konen lod sig dog ikke nøje med den Besked, men gik lige
op til Konferensraad Hersleb, der sendte Bud tilbage, at
Drengen skulde ud. Men Cramer vedblev at være grov og sagde,
at han var alles Dreng, skønt Olivarius advarede ham i følgende
Skrivelse:
„ M in gocle C ra m e r v ild e je g h e rve d i al K jæ rlig h e d advare ikke
at vise n o g en G ro v h e d im o d m ig, saa frem t han ik k e v il have sig selv
at takke fo r al d en d era f flyden d e U le jlig h e d . S k jø n t det har behaget
ham at sige, at je g h aver in te t at befale, m en skulde k u n passe m in
Skole, saa befaler je g d o g som tilsyn shaven de L æ re r og i H r. F o rs ta n
derens Fra væ relse, at ha n er saa g o d at u d levere K læ d e r til K r . 111
og til en hver and en D re n g , som je g m aatte finde fo r g o dt at give F o rlo v .“
Det endte med en alvorlig Formaning fra Magistraten og
Løfte om Bod og Bedring.
Da han døde et Par Aar efter, fremkom Olivarius med