229
Nu tror man, at Vor Herre ikke vilde fornærmes, om
denne Kirke blev anvendt til andet Brug, og den hele Guds
tjeneste der gik ind.
Opfostringshusets Børn gaa hver Søndag i alm. Hospitals
Kirke; Betjentene ere sunde Mennesker, der gjærne søge
Byens Kirker og behøve slet ikke nogen Cabinets- eller Ka
pelsprædiken“ .
Det er jo muligt, at dette har paavirket Informatorerne.
Kort efter blev Olsen atter sat i Forlegenhed, da Infor
mator Schoubo, der havde været særlig ivrig for at faa Præ-
dikenen afskaffet, skrev til Direktionen og bad sig forskaanet
for „den offentlige Oration“ paa Stiftelsesdagen, som det netop
var hans Tur til at holde. Han har holdt Talen een Gang
og vil nødig gøre det igen, men beder sig underdanigst be
friet for flere Byrder af den Slags, da han kan forsikre, at
hans Sind ej er i Stand til at bære dem. Ogsaa de andre
Informatorer undslog sig, idet de fremhævede, at ingen af
deres Fonnænd havde holdt Talen mere end een Gang. Ma
gistraten lader da Schoubo slippe for denne Gang og giver
Informator Høring, som derefter stod for Tur, Ordre til at
holde Talen.
Han var en Bræstesøn fra Rønne paa Bornholm og var
meget godt anbefalet fra Byens Sognepræst, Konsistorialraad
H. Pontoppidan, der blandt andet fremhævede, at han i 4 Aar
alene havde forestaaet Undervisningen i den Skygge, der endnu
var levnet af Byens og Landets saakaldte latinske Skole. Siden
blev det af Direktionen hvert Foraar udtrykkelig paalagt en
af Informatorerne at holde Talen paa Stiftelsesdagen.
Et Aar blev der talt over: „Et Menneskes Pligt altid
at stifte noget godt“ . Næste Aar talte Informator Olivarius
om „Guds fornemste Hensigter med Mennesket som en vigtig
Bevæggrund for de unge til deres Pligters nøjagtige Opfyldelse“ .
En anden Gang var det Veilejus, der som Tema havde valgt:
„En Stads Lyksalighed grundet paa en god Opdragelse.“
Næste Aar var det Schoubo, der talte om: „Det Folks Lyk
salighed, hvor Menneskevennen regjerer“ . Som Præmiebøger
uddeles, foruden de tidligere nævnte, Campes Sædelære,
Balles Katekismus; „Exempler paa Visdom og Dyd“ modtog