Previous Page  244 / 438 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 244 / 438 Next Page
Page Background

22I

det kgl. Opfostringshus for fattige Drengebørn udi den nu ved

Døden afgangne forrige Forstander Knud Brousts Sted . .

I Gage skulde han have 600 Rd., hvad Broust havde

haft i mange Aar, samt Bolig og de andre Emolumenter,

Formanden havde haft; men heraf skulde han betale Mad.

Broust 100 Rd., som hun skulde have i Pension foruden fri

Bolig paa Opfostringshuset.

Knud Olsen var den Gang en Mand paa over de halv­

treds. Siden lian var 15 Aar, havde han staaet i Fattigvæse­

nets Tjeneste, først som Skriverdreng, senere som Fuldmægtig

under Konventhuset og Børnehuset samt ved Blegegaarden i

Lyngby, derefter havde han været Magasinforvalter ved Op­

laget af Garn og Lærred paa alm. Hospital; men da i Aaret

1781 ved Linnedfabrikkens Ophør baade Garn, Lærred og

Inventarium var bleven bortsolgt ved Auktion, havde han siden

forestaaet Regnskabsføringen ved Fattigvæsenets Friskoler.

Nu mente Magistraten altsaa, at den passende kunde anbringe

en af dens ældste Betjente, der havde vist sig som en dygtig

og samvittighedsfuld Regnskabsfører, paa denne Post, da han

uden egen Forseelse var kommen ud af sin Stilling. Desuden

ansaa Magistraten det for heldigst, at det ikke blev nogen

Videnskabsmand, der kom til at forestaa denne Anstalt, og

det kan ikke nægtes, at denne Fordring tilfredsstillede han.

Men det maa indrømmes, at han ogsaa sad inde med positive

Egenskaber, der virkelig gør ham til en meget sympatetisk

Person; thi ikke alene passede han sine Regnskaber med den

største Omhu, han var ogsaa flittig og samvittighedsfuld i sit

Embedes Førelse, og hvad der var endnu mere, han var grund­

hæderlig og rettænkende og dertil god og velvillig. Havde

han ved Siden af sig haft en dygtig Mand, der havde besørget

hele Opdragelsesvæsenet, vilde Olsen have gjort fortrinlig

Fyldest; men som det nu var, magtede han naturligvis ikke

Forholdene helt, hvor stor Agtelse end alle nærede for ham,

og hvor megen Sympati man end maa føle for denne hæder­

lige Mand.

Skolevæsen forstod han sig jo ikke det mindste paa, og

at Informatorerne, der kom og gik med faa Aars Mellemrum,

skulde indføre varige Forbedringer, var ikke at vente, særlig