363 / 438
343
Næste Aar var det Pastor Gude ved alm. Hospital, der
holdt Festtalen; at det i disse Aar ikke var nogen af Lærerne,
skyldes rimeligvis den Omstændighed, at disse for Tiden var
ganske unge; men de følgende Aar skiftes de igen til at tale.
Den ene af dem var Becker, der i Tyverne ofte skrev Kan
taten og holdt Talen, som af og til blev offentliggjort i et
Tidsskrift. I 1827 sagde han bl. a. om Frederik V og Bern-
storff: „Lad endog den Ædling, som stod hans Trone nær,
have undfanget Ideen til en saa almengavnlig Indretning . . .
Frederiks Ønske og Bernstorffs Udkast mødtes som to lige-
stemte Toner.“
Det var nu bleven Skik, at der ved Højtideligheden op
stilledes Buster baade af Frederik Y og Bernstorff, og senere
kom dertil en Buste af den regerende Konge.
Endnu i 1829 blev der sungen en Kantate af Møller,
hvoraf et Par Yers skal anføres:
S a a tid lig je g m in F a d e r savned,
M in M o d e rs sidste S u k gjenlød,
M e d kra ftløs A rm h u n m ig om favned,
H u n b legn ede — a k ! h u n var d ø d !
J e g va n k e d om fra S te d til Sted,
O g T a a re r fu lg te m ine F je d .
E n æ del hørte h u ld m in K la g e ,
H a n saa m in T ra n g og lin d re d d en ;
J e g kom h e rin d — m in U n g d om s D a g e
M e d S o i’gløshed n u ile hen.
F r a A rm o d frelst je g n u m ig ser,
E j K um m e rsta a re n flyder m er.
Det er jo de rørende Strenge, der her særlig er an-
slaaet, saaledes som det laa for Tiden, samtidig med at den
aldrig glemte at synge Dydens Pris:
K u n D y d skal stedse, stedse væ re
V o r t L iv , v o r D a a d , v o rt H a a b , v o r Æ re ,
D e t love vi.
Fra 1817— 30 var det stadig Kapelmusikus Bredahl, der
havde ordnet Musikken til Kantaterne. I Trediverne kommer