360 / 438
340
om „Hensigten med Børnenes Dannelse“ , tilføjede han til
Slutning:
I en la n g R æ k k e a f A a r h a r den ne D a g væ ret k jæ r og d yreb ar
fo r S tiftelsens Y n g lin g e r og en hver, som S tiftelsens Y e l lig g e r paa
H jæ rte . . . I D a g er deres og v o r G læ d e b la n d et m ed Y e m o d . P o r
sidste G a n g h ø jtid e lig h o ld e s den ne S tiftelsesdag. D e t U h e ld , d er som
et L y n i A ra b ie n s Ø rk e n e r p lu d s e lig er styrtet n e d o ver v o rt F æ d re
land , h a r frem ka ld t d en B e slu tn in g hos dette S ted s B e sty re re , at denne
D a g skal væ re den sidste, paa h v ilk e n F re d e rik s M in d e saaledes blev
erin dret.
Kantaten, der ligeledes var af Møller, begyndte saa
ledes :
H ø jtid e lig fo r sidste G a n g
V i signe v o r V e lg jø re rs M in d e .
Dens sidste Vers lyder:
F a d e r sku m ed n a a d ig t Ø je
D a n n e rk o n g e n s P la n te s te d !
T id e n s S torm e det ej bøje,
F r o d ig t spire det i F re d .
M a n g e H jæ rte r hæ ve sig
H e rfra at lo vsyng e D ig .
Baade Talen og Sangen gjorde et dybt Indtryk paa mange
af de tilstedeværende, blandt hvilke Biskop Balle ogsaa denne
Gang nævnes. Men faa Dage efter modtog Forstanderen en
meget unaadig Skrivelse fra Direktionen, der resolverede, at
for Fremtiden maatte ingen Tale holdes, og ingen Kantate
synges, uden at Direktionen først havde gennemlæst den. Det
havde stødt den, at Møller havde sagt, at Festen ikke oftere
skulde fejres, og tillige var der i hans Tale forekommet
nogle Bemærkninger om, at Forstanderen havde for lidt Hjælp
i sin besværlige Gerning.
Borch svarede herpaa, at det havde været ham meget
ubehageligt at erfare Direktionens Misfornøjelse. Han havde
arrangeret Musikken til Kantaten, og da han læste Møllers
Tekst igennem, havde Udtrykket „sidste Gang“ forbavset ham;
men da Møller sagde, at han havde talt med Direktionen
derom, lod han det gaa. Talen havde han ikke set, før den